Fortsæt til indhold

Råvarer: Olieprisen viger efter tre dage i plus

Råstoffer
/ritzau/FINANS

Oliepriserne har hele ugen holdt sig oppe på håbet om, at en mulig coronavaccine snart kan være på vej. Men torsdag morgen falder de.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, kostede onsdag aften 44,43 dollar, hvilket var en stigning fra 44,38 dollar onsdag eftermiddag. Men torsdag morgen er prisen faldet til 43,88 dollar. Den samme udvikling ses hos den amerikanske WTI-olie, der torsdag morgen handles i 41,54 dollar mod 42,19 dollar onsdag eftermiddag og 42,20 dollar senere onsdag aften.

I løbet af denne uge er priserne steget med mere end 11 pct. på håbet om en coronavaccine, og på at verdens store olieproducenter vil holde igen med at øge produktionen, da coronasmitten fortsat æder af olieefterspørgslen.

Algeriets energiminister sagde onsdag, at Organisationen af Olieeksporterende Lande og dens allierede, Opec+, muligvis forlænger sine planer om nedskæringer i olieproduktionen på 7,7 mio. tønder om dagen eller mere om nødvendigt frem til 2021.

Særligt nyheden om en mulig coronavaccine fra Pfizer har fået stemningen op på oliemarkedet. Nogle eksperter på området maner dog til besindighed.

- Der er ingen tvivl om, at det er gode nyheder. Men det vil tage tid for vacciner at blive rullet ud, og derfor vil det tage tid for efterspørgslen at blive positivt påvirket af det, siger Lachlan Shaw, der er chef for råvareanalyse hos National Australia Bank, til Reuters.

Torsdag morgen koster en troy ounce guld 1870,01 dollar mod 1862,83 dollar onsdag eftermiddag.

På markedet for industrimetaller koster et ton kobber torsdag morgen 6912,00 dollar mod 6896,50 dollar onsdag eftermiddag.