Råvarer: Større fald end ventet i lagre sender oliepriser op
Et større fald end ventet i de amerikanske lagre af råolie er torsdag morgen med til at sende oliepriserne op til de højeste niveauer i ni måneder.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster torsdag morgen 51,52 dollar per tønde mod 50,53 dollar per tønde onsdag ved dansk børslukketid.
Den amerikanske WTI-olie handles i 48,29 dollar per tønde mod 47,28 dollar per tønde onsdag eftermiddag.
Ifølge Reuters er det de højeste niveauer siden starten af marts.
- De amerikanske lagre faldt mere end ventet, tre af Indiens raffinaderier opererer på næsten 100 pct. kapacitet, hvilket indikerer en fortsat stærk efterspørgsel på råolie, og det lader til, at USA vil fortsætte med at levere mere finanspolitisk stimulus, hvilket svækker dollar og sender de fleste råvarer op, siger Edward Moya, seniormarkedsanalytiker hos Oanda, til Reuters.
Onsdag kunne Bloomberg News rapportere, at de amerikanske lagre af råolie faldt med 3,1 mio. tønder i den forgangne uge, mens der var estimeret et fald på 1,1 mio. tønder.
Lagrene af benzin steg med 1,0 mio. tønder, mens lagrene af destillater, der blandt andet inkluderer fyringsolie, blev forøget med marginale 0,2 mio. tønder. Der var ventet en stigning i benzinlagrene på 1,8 mio. tønder og en stigning i destillatlagrene på 1,2 mio. tønder.
Samtidig understøttes oliepriserne af en optimisme om, at politikerne i USA snart blive enige om en hjælpepakke, og at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, onsdag sagde, at obligationsopkøbsprogrammet fortsætter indtil økonomien forbedres betydeligt.
Guldprisen stiger torsdag morgen til 1870,68 dollar mod 1857,47 dollar onsdag eftermiddag ved dansk børslukketid, mens prisen på et ton kobber ligger 1 pct. højere til 7890 dollar per ton.





