Fortsæt til indhold

Kobberprisen i største dyk siden finanskrisen - kobberaktier falder

Foto: AP/Ina Fassbender
Råstoffer
MarketWire

Prisen på kobber styrtdykker i disse dage, og det får de asiatiske kobberaktier til at følge med ned.

Onsdag ligger kobberprisen på 7488 dollar per ton på London Metal Exchange, hvor metallet handles. Det er det laveste niveau i 19 måneder, skriver Bloomberg News.

Ser man over en længere periode, har prisen det seneste kvartal taget det største dyk siden finanskrisen tilbage i 2008.

Japans Sumitomo Metal Mining smider onsdag 6,1 pct., mens Mitsubishi Materials aktie falder 3,0 pct. og Dowa dykker 4,6 pct.

I Hongkong falder CMOC Group 6,8 pct., og Jiangxi Copper falder 3,9 pct.

Også australske mineselskaber er under pres, hvor BHP’s aktie falder 5,4 pct., og Rio Tinto smider 6,3 pct.