Råvarer: Vigende oliepriser og høj guldpris
Råvaremarkederne ligger med prisfald i oliemarkedet torsdag morgen, mens ædelmetallerne fastholder onsdagens stigning.
Den ugentlige olielagerstatistik fra det amerikanske energiministerium, der blev offentliggjort onsdag eftermiddag, fik en let vigende effekt på priserne.
Lagrene af råolie faldt 1,8 mio. tønder i den forgangne uge ifølge opgørelsen. Det var overraskende for økonomerne, hvis bud lød på et fald på 2,5 mio. tønder.
Lagrene af benzin faldt med 0,4 mio. tønder, mens lagrene af destillater, der blandt andet inkluderer fyringsolie, faldt 1,9 mio. tønder.
Der var ventet et fald i benzinlagrene på 0,9 mio. tønder og et fald i destillatlagrene på 1,5 mio. tønder.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster torsdag morgen 52,05 dollar mod 52,25 dollar onsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 48,95 dollar mod 49,15 dollar onsdag eftermiddag.
Guld og andre ædelmetaller bliver handlet på baggrund af amerikanske renter, hvor et markant rentefald i slipstrømmen af uroen om USA's præsident, Trump, efter hans fyring af FBI's topchef, støtter guldprisen.
En ounce guld står torsdag morgen i 1260 dollar, hvilket også var tilfældet onsdag eftermiddag.
På markedet for industrimetaller bliver kobberprisen torsdag morgen trukket op til 5512 dollar per ton fra 5489 dollar onsdag eftermiddag.

