Fortsæt til indhold

Valuta: Frygt for politisk nedlukning i USA svækker dollar

Valuta
/ritzau/FINANS

Den amerikanske dollar er presset i knæ fredag morgen, hvor frygten for en amerikansk regeringsnedlukning igen truer med at blive en realitet, hvilket eroderer effekten af stigende T-bond-renter.

Politikerne i Repræsentanternes Hus vedtog torsdag et lovforslag til finansiering af regeringens aktiviteter frem til 16. februar og undgik dermed en nedlukning i weekenden, når den eksisterende bevilling udløber. Men forslaget skal stadig godkendes af Senatet, hvor usikkerheden om en vedtagelse er anderledes stor.

- I december vedtog politikerne skattelettelser, så processen burde gå glat. Men denne gang synes risikoen for en nedlukning af regeringsaktiviteterne at være højere, selv om det ikke er vores hovedscenario, siger valutastrateg Shinichiro Kadota fra Barclays i Tokyo til Reuters.

Senatet godkendelse er blevet kompliceret af præsident Donald Trumps krav om, at en forlængelse af bevillingerne til en sygeforsikring for børn, der er en demokratisk prioritet, bliver pillet ud.

Den politiske boksekamp overskygger effekten af et nyt hop i den tiårige T-bond-rente.

Fredag morgen handles den i godt 2,63 pct. på markedet i Tokyo og dermed er tæt på niveauet fra december 2016, hvor renten toppede på baggrund af forventningerne til Donald Trumps økonomiske planer, der indebar skattelettelser og infrastrukturudgifter.

Dollar er generelt svækket siden nytår på forventninger om, at andre centralbanker end Federal Reserve søger mod afslutningen af den pengepolitiske undtagelsestilstand med ultra lave eller direkte negative rentesatser, som blev indført for at bekæmpe den globale finansielle krise i 2008 og den efterfølgende recession.

- USA er ikke længere det eneste land, der forhøjer renterne. Markedet fokuserer på, hvordan andre lande kommer i gang med normaliseringen af pengepolitikken, siger Shinichiro Kadota.

Euro står fredag morgen i 1,2265 dollar mod 1,2235 dollar torsdag eftermiddag, og dollar koster samtidig 110,85 yen mod 110,95 yen torsdag eftermiddag.

Dermed går der 135,95 yen på en euro fredag morgen mod 135,75 yen torsdag eftermiddag.