Fortsæt til indhold

Valuta: Dollar relativt stabil frem mod jobrapport

Valuta
/ritzau/FINANS

Dollar handles i snævre intervaller over for euro, men styrkes marginalt fredag middag, frem mod at den amerikanske arbejdsmarkedsrapport i løbet af eftermiddagen kan sætte fokus på valutaen.

Den altid vigtige arbejdsmarkedsrapport ventes ifølge estimater indsamlet af Bloomberg at vise, at der blev skabt 160.000 job uden for landbruget i december, efter at der blev skabt 266.000 nye job i november.

Overrasker tallet positivt kan det styrke dollar.

Euro står fredag middag i 1,1087 dollar mod 1,1100 dollar torsdag eftermiddag, og dollar koster på samme tid 109,63 yen mod 109,50 yen torsdag.

Udsigten til krig i Mellemøsten er fordampet i ugens løb, efter at såvel USA som Iran har proklameret at ville afstå fra yderligere konfrontation. Dog er der en smule øget usikkerhed i forbindelse med diskussionerne om, hvad der skete i forbindelse med de ukrainske flystyrt ved Bagdad.

Torsdag aften vurderede chefen for den amerikanske centralbanks distrikt i Chicago, Charles Evans, at den amerikanske økonomi i 2020 vil vokse et sted mellem 2,00 og 2,25 pct.

- Men det kan blive endnu bedre end det, afhængigt af hvordan tingene udvikler sig gennem året, lød det fra Evans i forbindelse med en paneldiskussion i Milwaukee torsdag.

Torsdag blev pund svækket, da Bank of England-direktør Mark Carney i en tale gav udtryk for, at den britiske økonomi bremser op, og at Bank of England kan bevæge sig mod en lempeligere pengepolitik.

Fredag middag holder den niveauet fra torsdag kl. 17, da der skal 1,3060 dollar til at købe et pund mod 1,3045 torsdag eftermiddag.