Valuta: Viruspandemi styrker dollarefterspørgsel
De finansielle markeder er fortsat i oprør, og efterspørgslen efter amerikanske dollar er fortsat tydelig mandag morgen.
Nye fald i asiatiske aktier og de amerikanske aktiefutures øger igen bekymringerne og skaber et stigende behov for likviditet og en deraf følgende kapitalflugt mod dollar.
Behovet for dollar har sendt den amerikanske valuta til det højeste niveau overfor pund sterling siden 1985, mens dollar mod den fælleseuropæiske valuta er på det stærkeste niveau i tre år.
Mandag morgen svækkes den amerikanske dollar dog en smule over for euro og japanske yen.
Amerikanske aktiefutures og oliepriser er under yderligere pres i den asiatiske handel, hvilket presser dollar op, efterhånden som flere og flere mennesker holdes hjemme af nedlukninger i et forsøg på at inddæmme coronavirusset.
Investorernes håb på en ny stor hjælpepakke i USA led skibbrud søndag, da Kongressen ikke kunne blive enig om den foreslåede pakke på mere end 2000 mia. dollar for at hjælpe USA gennem coronavirus-pandemien.
Kongressens demokrater fandt redningen al for generøs over for de store virksomheder.
- Vi er flyttet fra risiko ud til en fase, hvor større spillere konkurrerer med hinanden om sikkerhed ved at holde dollar i kontanter, siger valutastrateg Yukio Ishizuki fra Daiwa Securities i Tokyo til Reuters.
Yukio Ishizuki vurderer, at der fortsat er mange investorer, der har brug for at sælge risikable aktiver som aktier, for at fastholde deres likviditet i dollar på grund af usikkerheden forårsaget af epidemien.
Næsten en ud af tre amerikanere blev søndag beordret til at blive hjemme for at bremse udbredelsen af sygdommen, mens der i Italien er udstedt forbud mod at rejse internt i landet, efter at dødstallet er nået næsten 5500.
Virusset er nu blevet rapporteret i mere end 100 lande og har krævet mere end 13.000 ofre.
USA's præsident, Donald Trump, har godkendt anmodninger om katastrofenødstilstand i New York og Washington.
Samtidig har Federal Reserves chef i St. Louis, James Bullard, advaret om, at arbejdsløsheden kan nå op på 30 pct., hvis ikke der bliver søsat finansielle hjælpepakker.
Euro står mandag morgen i 1,0715 dollar mod 1,0670 dollar fredag eftermiddag, og dollar koster 110,25 yen mod 111,40 yen fredag.
Pund koster mandag morgen 1,1650 dollar mod 1,1745 dollar fredag eftermiddag ved 17-tiden.
