Valuta: Dollar taber lidt højde forud for BNP- og Fed-melding
Den amerikanske dollar bliver onsdag eftermiddag sendt en smule lavere, i det investorerne kigger frem mod et par store begivenheder i form af eftermiddagens amerikanske BNP-opgørelse for første kvartal og aftenens rentemøde fra den amerikanske centralbank.
Dollarindekset ligger onsdag med et mindre fald på 0,1 pct. i 99,74, og det er onsdag ikke langt fra tirsdagens bund i 99,43, der var det laveste niveau i 14 dage.
Den amerikanske dollar taber lidt højde, da flugten til sikker havn er reduceret en smule efter opløftende planer om at lempe nedlukningstiltagene i blandt andet Frankrig og Spanien.
- Svækkelsen af dollaren og styrkelsen af de råvarerelaterede valutaer antyder, at risikoappetitten muligvis kan blive understøttet endnu en dag, siger Charalambos Pissouros, der er markedsanalytiker hos JFD Group, til Reuters.
Markedsdeltagerne er i en vent-og-se-position med begrænsede bevægelser forud for dagens kalendersatte begivenheder.
Første punkt på dagsordenen er de præliminære data for den økonomiske vækst i USA i første kvartal.
Her kan investorerne se frem til en negativ vækst på 4 pct. på kvartalsbasis og et fald i det vigtige privatforbrug på 3,6 pct.
Investorerne afventer også afslutningen af mødet i Federal Open Market Committee senere onsdag, for at se om den amerikanske centralbank giver indikationer om den fremtidige monetære politik efter af have lanceret kraftige lempelser i kølvandet af den økonomisk ødelæggende Covid-19-pandemi.
Der er ingen umiddelbar forventning om, at Federal Reserve vil ændre pengepolitikken. Men markedet er stærkt interesseret i indikationer om, hvor mange økonomiske prognoser den amerikanske centralbank vil se, før der tages nye skridt, eller i det mindste hints om hvor dybt eller hvor længe, lempelserne kan fortsætte.
Pund koster onsdag eftermiddag 1,2394 dollar mod 1,2440 dollar tirsdag eftermiddag.
Euro koster onsdag eftermiddag 1,0840 dollar mod 1,0835 dollar tirsdag, mens dollar står i 106,53 yen per dollar mod 106,85 yen per dollar tirsdag eftermiddag.
/ritzau/FINANS