Fortsæt til indhold

Valuta: Stille start på maj da størstedelen af markederne er lukket

Valuta
/ritzau/FINANS

Investorerne holder sig tilbage på valutamarkedet fredag morgen, hvor den nye måned starter med yderst begrænset omsætning, da lagt de fleste finansielle markeder er lukkede for 1. maj.

Kun japanske, australske og newzealandske markedsdeltagere er tilstede, og med de fleste europæiske markeders fravær senere på dagen er der ikke lagt op til en sprudlende start på den ny måned.

Gårsdagens dollarsvækkelse fastholdes fredag oven på investorernes rebalansering af deres porteføljer hen over månedsskiftet.

Det har styrket euro, der har været spekulativt yndlingsoffer i et stykke tid.

- Det ser ud til at være drevet af kapitalstrømme. Intet er kommet tæt på den bevægelse, vi har set i euro, siger makrostrateg Erik Nelson fra Wells Fargo i New York ifølge Reuters.

Han peger på, at der ikke har været samme bevægelse i de øvrige markeder i euroområdet.

Styrkelsen af den fælles valuta har sendt euro til det højeste niveau mod dollar siden midten af april.

Styrkelsen kommer trods en vis skuffelse over Den Europæiske Centralbank, som nogle investorer havde forventet ville udvide obligationsopkøbene til at omfatte papirer uden for de normale investeringsgrader - junkbonds - på det pengepolitiske møde torsdag.

Umiddelbart gav det sig udtryk i en svækkelse af euro grundet en kombination af svagere risiko, hvilket katalyserede en bølge af inddækning af shortpositioner i den fælles valuta med den nuværende styrkelse til følge.

Men ECB-chef Christine Lagarde gentog flere gang på torsdagens pressemøde, at centralbanken om nødvendigt er parat med flere nye stimulanser, samt understregede, at krisen vil blive bekæmpet "med alle midler".

ECB har allerede iværksat en lang række lempelser med opkøbsprogrammet som det vigtigste, og torsdag blev tiltagene udvidet med mere støtte til bankudlånet gennem attraktive likviditetsvilkår for forretningsbankerne.

Pund koster fredag morgen 1,2560 dollar mod 1,2615 dollar torsdag eftermiddag ved 17-tiden.

Euro står fredag morgen i 1,0945 dollar mod 1,0955 dollar torsdag eftermiddag, og dollar koster 107,10 yen mod 106,90 yen torsdag.