Fortsæt til indhold

Valuta: Globale spændinger og tysk domstolsafgørelse styrker yen

Valuta
/ritzau/FINANS

Japanske yen er valutamarkedets foretrukne blandt de store likvide hovedvalutaer onsdag morgen, hvor de japanske investorer fortsat er fraværende, mens de kinesiske markedsdeltagere er tilbage efter seks dages fejring af 1. maj.

De globale spændinger med gentagne angreb fra Det Hvide Hus på den kinesiske regering for manglende åbenhed om coronavirussets oprindelse og udspring får de nervøse investorer til at foretrække de traditionelt sikre valutaer, mens tirsdagens overraskende tyske domsafgørelse om ECB's obligationsopkøb presser den fælles valuta i baggrunden.

- Yen har været førstevalg blandt de største valutaer siden krisen startede, og det kommer nok til at fortsætte.

- Renteniveauet er den største drivkraft for yen-styrkelsen, og de (renterne, red.) er nødt til at stige pænt overalt for at få yen til at svækkes, vurderer valutastrateg Kit Juckes fra Société Generale i et notat ifølge Reuters.

De lange amerikanske renter er steget natten over, da USA planlægger en ny runde låntagning, men trods stigningen er de amerikanske renter stadig historisk lave.

En anden baggrund for den styrkede yen er den tyske retsafgørelse, der udfordrer tysk deltagelse i Den Europæiske Centralbanks stimulusprogram.

Tysklands højesteret har givet ECB tre måneder til at retfærdiggøre det nye obligationsopkøbsprogram. Ellers bliver den tyske centralbank, Bundesbank, udelukket fra at deltage i ordningen, der sigter på at dæmpe det økonomiske tilbageslag fra coronaviruspandemien.

Afgørelsen kappede de seneste dages euro-styrkelse over for dollar af, mens den fælles valuta blev sendt til et tre-årigt bundniveau over for yen, da den tyske retsafgørelse kan underminere hele grundlaget for den fælleseuropæiske valuta og dermed euroens fremtid.

Det er spørgsmålet om et fælles EU-løft for de hårdest ramte lande - Italien og Spanien, der i forvejen er tynget af gæld - der spøger. Det har igen givet anledning til spændinger mellem de velhavende nordlige europæiske lande med Tyskland i spidsen og de fattigere sydeuropæiske EU-medlemslande.

Det fik tirsdag Federal Reserves chef i St. Louis, James Bullard, til at kommentere udviklingen i Europa.

- Det er anden gang, vi er i en større krise, hvor ECB bliver sat under kraftigt pres. Det er i bund og grund en stresstest for euro og det europæiske projekt, om de er i stand til at reagere på krisen på en effektiv måde. Jeg håber bare, at det her vil være katalysatoren, lød det fra James Bullard ifølge Reuters.

Euro koster onsdag morgen 1,0840 dollar mod 1,0850 dollar tirsdag, mens dollar står i 106,30 yen per dollar mod 106,55 yen per dollar tirsdag eftermiddag.

Pund koster onsdag morgen 1,2440 dollar mod 1,2450 dollar tirsdag eftermiddag.