Valuta: Euro svækkes på usikkerhed om støtteopkøb og nøgletal
Euro er fortsat under pres onsdag, efter at den tyske forfatningsdomstol tirsdag udfordrede den tyske centralbanks, Bundesbanks, opkøb af statsobligationer i eurozonens stimulus program.
Forfatningsdomstolen gav tirsdag Den Europæiske Centralbank, ECB, tre måneder til at retfærdiggøre obligationsopkøb, ellers skal Bundesbank tages ud af programmet.
Euro ligger tirsdag middag i sit svageste niveau overfor dollar i to uger, og det går 1,0785 dollar per euro mod 1,0850 dollar tirsdag.
Selv om det ventes, at ECB kan retfærdiggøre tyskerne deltagelse i programmet, så presser usikkerheden alligevel den fælles europæiske møntfod.
Athanasios Vamvakidis, valutastrateg i Bank of America Merrill Lynch, siger til Reuters, at han venter, at euro vil blive svækket yderligere. Onsdag har EU-Kommissionen i en ny prognose forudset, at bruttonationalproduktet, BNP, i euroområdet i 2020 vil falde med 7,7 pct., efter at udbruddet af coronavirus førte til omfattende nedlukninger af de europæiske økonomier. Til gengæld er der udsigt til solid fremgang i 2021 med en vækst på 6,3 pct.
Tilbage i februar estimerede EU-Kommissionen til sammenligning en vækst i EU på 1,4 pct. i år.
At der er pres på EUs økonomi vidner dagens nøgletal også om, hvor detailsalget i eurozonen i marts faldt med 11,2 pct. i forhold til måneden før. Udviklingen var også værre ventet, da der var forudset en tilbagegang på 10,6 pct. ifølge en rundspørge fra Bloomberg.
Onsdag middag står en dollar i 106,35 yen per dollar mod 106,55 yen per dollar tirsdag eftermiddag. Og pund koster 1,2373 dollar mod 1,2450 dollar tirsdag eftermiddag.

