Valuta: Lempelser giver stigende risikoappetit og svækker yen
Den japanske valuta, yen, svækkes mandag, hvor der hersker en stigende risikoappetit på valutamarkedet, efter at flere lande gør klar til at løfte flere af de tiltag, der er indført for at mindske spredningen af coronavirus.
Det gælder blandt andet i Japan, der ifølge Reuters mandag har fortalt, at det er muligt at løfte undtagelsestilstanden i flere af landets regioner i denne uge, mens også New Zealand vil lempe restriktionerne fra på torsdag.
Derudover er de franske butikker mandag genåbnet, mens at der i Storbritannien også er planer om at lempe restriktionerne.
Den japanske valuta opfattes traditionelt som en "sikker havn"-investering, men de lempede restriktioner opfattes ifølge Reuters som positivt af handlerne, da det muliggør en delvis genopstart af de økonomiske aktiviteter, som udbruddet af coronavirus har lukket ned.
- Den igangværende forbedring i risikostemningen blandt de globale investorer efter det akutte pres på de finansielle markeder i marts reflekterer til dels en voksende investoroptimisme på, at den globale økonomi er forbi det værste punkt i Covid-19-krisen, vurderer Lee Hardman, der er valutastrateg hos MUFG, i et notat ifølge Reuters.
Der skal mandag ved middagstid 107,24 yen per dollar, mens der fredag eftermiddag gik 106,44 yen per dollar.
Der er mandag efterspørgsel på dollar, der styrkes over for flere andre valutaer, til trods for at USA fredag kunne fortælle om historisk dårlige jobtal i april.
Euro koster mandag middag 1,0819 dollar mod 1,0872 dollar fredag eftermiddag, mens pund koster 1,2335 dollar mod 1,2453 dollar fredag.

