Valuta: Aktiefald og Powell-kommentar sender dollar i vejret
Den amerikanske dollar styrkes pænt torsdag eftermiddag, hvor aktierne igen er i bakgear i Europa, og hvor der også signaleres en negativ start på handlen på Wall Street.
Det sender investorerne på jagt efter sikre havne, og her benyttes den amerikanske valuta ofte som et godt alternativ til eksempelvis aktier.
Samtidig er dollar løftet af kommentarer fra chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, der har skudt spekulationerne om eventuelt negative renter fra Federal Reserve til hjørne.
De ord faldt i en tale, hvor centralbankchefen også understregede, at det kommer til at tage tid at rejse fra den nuværende krise, der ifølge ham ikke er set værre siden Anden Verdenskrig.
- Hans ord var et slag for optimismen, der ellers var blevet bygget op i markederne over de seneste uger, efterhånden som nedtrapningen af restriktioner havde genereret forventninger om en V-formet genrejsning fra viruskrisen, siger Raffi Boyadjian, der er investeringsanalytiker hos XM, til nyhedsbureauet Reuters.
Torsdag eftermiddag koster en euro 1,0793 dollar mod 1,0838 dollar per euro ved dansk lukketid onsdag.
Det er det stærkeste niveau for dollar over for den fælleseuropæiske valuta i tre uger.
Over for den japanske yen, der også gerne anvendes som sikker havn i usikre tider, er dollar stort set uændret torsdag i 107,00 yen per dollar.
Over for det britiske pund styrkes dollar til 1,2192 dollar per pund. Da de danske handlere gik hjem onsdag eftermiddag skulle de betale 1,2226 dollar for et pund.

