Valuta: Risikolyst sender dollar og yen i skyggen af pund og euro
Der er en klar fornyet risikolyst i de finansielle markeder mandag morgen, hvor de asiatiske markeder får del i den positive drejning, som fredagens amerikanske arbejdsmarkedsrapport har givet såvel aktiemarkeder som råvaremarkeder.
Det sender de mange investeringer i finansielt sikre aktiver og traditionelle ly for finansiel uro på retur, hvilket også præger valutamarkedet mandag.
Først og fremmest er det japanske yen og amerikanske dollar, der får investorernes falmede kærlighed at føle, idet kapitalstrømmende væk fra de valutariske parkeringpladser er sat ind til fordel for både den fælleseuropæiske euro og britiske pund sterling.
For euros vedkommende skal man et år tilbage for at finde samme stærke niveau, hvis der ses bort fra en yderst korsvarig top i marts i år. Og for sterlings vedkommende skal man tilbage til før coronakrisen satte ind for at finde tilsvarende niveau for det ellers så sønderslåede pund, der bundede tæt på 1,12 dollar, da krisens alvor gik op for investorerne, og som umiddelbart resulterede i kortvarigt paniksalg.
Svækkelsen af dollar mod de to andre vestlige hovedvalutaer kommer på trods af stigende renter på de amerikanske statspapirer i kølvandet af stigende forventninger til et V-formet opsving, som allerede nu vurderes at være i fuld gang.
Rentehoppet har dog kappet toppen af euro-styrkelsen, som var en udløber af den historiske vending i tysk EU-politik, der begraver det mangeårige sparekrav til alt og alle og erstattes at en støtte til fælles EU-finans-indsats mod krisens ofre - primært Italien og Spanien, der sammen med Grækenland ellers har været yndlingsofre for den tyske modstand mod en fælles EU-finanspolitik.
Forude venter det pengepolitiske møde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der løber af stablen tirsdag og onsdag.
Det holder mange markedsdeltagere på sidelinjen, da centralbankchef Jerome Powells syn på den nylige stigning i den toneangivende tiårige T-bondrente og den deraf følgende stejling af rentekurven afventes.
Kurven indikerer opsvingets tempo, der nu synes at ville intensiveres i andet halvår i år.
Der er dog fortsat risici med de diplomatiske spændinger mellem USA og Kina og det amerikanske præsidentvalg senere på året.
Euro koster mandag morgen 1,1295 dollar mod 1,1345 dollar torsdag inden grundlovsdag, mens dollar ligger i 109,50 yen per dollar mod 109,00 yen torsdag.
Pund koster mandag morgen 1,2705 dollar mod 1,2610 dollar torsdag eftermiddag.

