Valuta: Dollar og schweizerfranc sendes op på nervøs dag
Den amerikanske dollar og schweizerfranc styrkes pænt i mandagens handel, hvor frygten for en anden bølge af coronavirus igen er blusset op.
Samtidig har dollar ligget svagt gennem lang tid, mens risikovilligheden i markederne har været høj, og aktierne er gået kraftigt frem.
Og det kan også være en forklaring på dollarstyrkelse mandag, lyder det fra tyske Commerzbank.
- Efter min mening er det hele mere trivielt. Efter en lang periode med dollarsvaghed er det nu tid til en korrektion og profithjemtagning, siger Ulrich Leuchtmann, der er chef for valutastrategi hos Commerzbank, til Reuters.
En euro koster mandag eftermiddag 1,1250 dollar mod 1,1256 dollar per euro fredag aften og 1,1299 dollar per euro et døgn tidligere.
Også schweizerfranc styrkes dog mandag eftermiddag, hvor risikovilligheden generelt er helt i bund, efter at de kinesiske myndigheder har konstateret en række nye tilfælde af coronavirus i blandt andet Beijing.
En euro koster mandag eftermiddag 1,0688 schweizerfranc mod 1,0700 schweizerfranc per euro ved dansk lukketid fredag.
Samtidig ligger den japanske yen nogenlunde fladt over for dollar, men over for euro ligger den japanske valuta, der også ofte anvendes som sikker havn af investorerne, til en lille styrkelse.
Mandag eftermiddag skal man således betale 120,79 yen for en euro mod 120,89 yen per euro sent fredag aften.
Mandagens negative marked gør også ondt på råvarepriserne, og det kan også aflæses på den australske dollar, der svækkes klart af den bevægelse.
