Fortsæt til indhold

Valuta: Federal Reserves nye obligationsopkøb svækker dollar

Valuta
/ritzau/FINANS

Amerikanske dollar presses i defensiven tirsdag, hvor effekten af mandagens melding fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, om køb af individuelle erhvervsobligationer på det sekundære marked fortsat udløser risikovillighed og sender de asiatiske aktier og de amerikanske futures op.

Valutarisk sikre placeringer som amerikanske dollar bliver samtidig valgt fra.

Federal Reserve vil begynde at købe erhvervsobligationer allerede i dag, tirsdag, gennem den sekundære markedskreditfacilitet (Secondary Market Corporate Credit Facility - SMCCF),.

Det er en af flere nødfaciliteter, der for nylig blev lanceret af den amerikanske centralbank for at forbedre markedsfunktionen i kølvandet af coronapandemien.

Centralbanken vil bruge en indekseringsmetode for at skabe en portefølje, der er baseret på et bredt, diversificeret markedsindeks for amerikanske erhvervsobligationer.

Ikke overraskende blev meldingen modtaget med kyshånd af ellers halvsure finansielle markeder, der lå underdrejet grundet fornyet frygt for en sekundær bølge af virusudbrud efter en opblussen i antallet af coronatilfælde i Beijing.

- Vendingen i dollar faldt sammen med Feds meddelelse om at oprette et indeks til brug ved køb af en portefølje af obligationer. Markedet tog det som et signal om øget risiko, og T bond-renten steg på baggrund af det. Det faldt også sammen med en smule risikovilligheds-bevægelse i valutaer, siger porteføljechef Charles Tomes fra Manulife Asset Management ifølge Reuters.

Fra Tokyo melder den japanske centralbank om fortsat lempelig yenlikviditet, der vil blive tildelt i det omfang, der er brug for. Og der er ingen øvre grænse.

Meldingen kommer efter det pengepolitiske møde i Bank of Japan, der i øvrigt fastholdt den monetære politik med målet for den tiårige rente uændret.

Eneste ændring var bankens specielle virusprogram, der blev udvidet fra 75.000 mia. yen til 110.000 mia. yen. Denne ændring bliver godt modtaget i markedet, og yen svækkes en anelse.

Dollar koster tirsdag morgen i 107,60 yen mod 107,35 yen inden meddelelsen og mod 107,45 mandag.

Pund koster samtidig 1,2640 dollar mod 1,2575 dollar mandag eftermiddag, og euro koster 1,1335 dollar mod 1,1280 dollar mandag.