Valuta: Pundet styrket på brexitsnak og bedre end ventede jobtal
Den britiske arbejdsløshed holdt sig på 3,9 pct. set over tre måneder mod ventet 4,7 pct. ifølge Bloomberg News, i takt med at virksomhederne tilslutter sig parlamentets ordning for at sikre arbejdspladser til trods for nedlukning af samfundet i forbindelse med udbruddet af coronavirus.
Samtidig er der håb om en løsning for Storbritanniens udtrædelse af EU. Mandag mødtes den britiske premierminister, Boris Johnson, på den ene side og de øverste EU-chefer på den anden og udsendte en fælles erklæring, hvori de fortalte, at de vil skrue op for blusset i juli.
Storbritannien forlod EU i januar. Parterne har aftalt en overgangsperiode indtil udgangen af i år. Det var planen, at de skulle blive enige om det fremtidige forhold - herunder en handelsaftale - i løbet af disse 11 måneder.
Steen Jakobsen, cheføkonom i Saxo Bank, betegner udmeldingen som positiv:
- Den britiske premierminister Boris Johnson og EU's ledere antyder en mere mindelig situation end tidligere, skriver cheføkonomen ifølge Reuters.
EU-reglerne gælder fortsat for Storbritannien, men Boris Johnson gentog på mødet, at det skal være slut efter nytår. Overgangsperioden udløber derfor 31. december 2020.
Pund koster tirsdag middag 1,2641 dollar mod 1,2575 dollar mandag klokken 17 efter at have været helt nede i 1,2456 dollar.

