Valuta

Valuta: Langsom start på andet valuta-halvår

Investorerne tager hul på et nyt kvartal onsdag morgen uden den store entusiasme.

Kursudsvingene er forholdsvis små, og markedet er endnu ikke kommet op i omdrejninger oven på halvårsskiftet, hvor positioner traditionelt bliver lukket ned af hensyn til regnskabsrapportering og deraf følgende line- og limit-begrænsninger.

Og forude venter en række vigtige nøgletal fra såvel USA som Europa, der vil give en indikation af tilstanden i det økonomiske opsving - eller manglen på samme.

I første omgang er det de regionale PMI-data for fremstillingsaktiviteten, der banker på.

Fra Tyskland og fra hele eurozonen offentliggøres PMI Industri, og også fra USA er der PMI-data for juni. Inden da kommer den vigtige forløber for fredagens arbejdsmarkedsrapport - ADP-jobrapporten over udviklingen på det private arbejdsmarked i USA.

Her ventes en jobskabelse på 2,9 mio. mod en nedgang på 2,8 mio. for en måned siden.

- Dollar vil blive understøttet mod yen, hvis de amerikanske økonomiske data er positive, selv om de amerikanske renter ikke stiger ret meget på grund af spekulationer om kontrol med rentekurven, siger valutachef Shusuke Yamada fra Merrill Lynch Japan Securities i Tokyo til Reuters.

Japanske yen ligger under for et sæt ringe PMI-data tidligere på dagen, og også den kvartalsvise Tankan-rapport fra den japanske centralbank, Bank of Japan, var langt fra opmuntrende læsning, da den blev offentliggjort onsdag morgen.

Euro handles i et snævert udsvingsbånd, da markedsdeltagerne venter på dataene fra de tyske fremstillingssektor, på detailsalget og arbejdsløshedsprocenten.

Dertil kommer de sideløbende handelsforhandlinger mellem Storbritannien og EU, der hidtil ikke har givet meget positivt afkast.

- Euro ser stabil ud, men der er spørgsmål om brexit og tempoet i den økonomiske genåbning, hvilket betyder, at euro snart kan blive overvurderet, vurderer Shusuke Yamada.

Sterling holder niveauet fra tirsdag, selv om der er en vis tilbageholdenhed fra investorside på grund af bekymringerne for Storbritanniens handelsforhandlinger med EU.

Euro koster onsdag morgen 1,1235 dollar mod 1,1245 dollar tirsdag, mens dollar ligger i 107,75 yen per dollar mod 107,95 yen tirsdag.

Pund koster onsdag morgen 1,2390 dollar mod 1,2360 dollar tirsdag eftermiddag.

Læs også
Top job