Valuta

Valuta/middag: Står ud i risikovilligt hav fra sikker dollar-havn

Mens risikovilligheden spreder sig over de europæiske finansmarkeder, presses de klassiske sikker havn-valuta som dollar og yen baglæns over for euro.

Opmuntrende impulser fra den kinesiske økonomi og en stigning i antallet af coronasmittede i USA på 1,2 pct., der trods alt er lavere end gennemsnittet over syv dage på 1,8 pct., bidrager til en mere tilforladelig stemning i markedet, konstaterer Blomberg News.

- Risikovilligheden er højere reflekteret i de asiatiske aktiemarkeder og i den australske dollar, og derfor er den amerikanske dollar svækket, konstaterer seniorøkonom Janu Chan i australske St. Georg Bank over for Bloomberg News.

- En global, om end ujævn, økonomisk genopretning ventes at svække dollar på mellemlang sigt, bemærker hun.

Medvirkende til at løfte finansmarkederne er en leder i den kinesiske finansavis Securities Times, der lægger vægt på vigtigheden af at fremme et "sundt" positivt marked efter Covid-19-epidemien, hvilket betegnes som mere essentielt for økonomien end nogensinde.

Australske dollar koster mandag middag 0,6955 amerikanske dollar mod 0,6940 dollar ved slutningen af sidste uge.

I samme tidsrum er dollar svækket over for euro til 1,1295 dollar per pund mandag middag fra 1,1245 dollar fredag.

Samtidig koster dollar 107,60 yen mod 107,50 yen fredag.

Også pund er svækket over for euro, mens handlerne ifølge Reuters ser frem mod månedens brexitforhandlinger og finansielle stimuli fra regeringen i London.

Euro koster mandag middag 0,9040 pund mod 0,9018 pund fredag.

Læs også
Top job