Valuta

Valuta: Høje håb og positive indikationer sender dollar i defensiven

Håb om et verdensomspændende økonomisk opsving fra Covid-19-pandemien presser tirsdag amerikanske dollar i defensiven.

Gårsdagens data fra den amerikanske serviceindustri står bag seneste tillidsløft, mens mandag morgens forside-leder på China Securities Journal, der er tæt knyttet til det statslige nyhedsbureau Xinhua, betegnede aktiemarkedet som grundlag for et "sundt bull-marked".

Den kinesiske artikel sendte aktiemarkedet i Shanghai op med næsten 6 pct., hvilket trak de globale aktier markant op inklusive Wall Street.

Og med nye data fra den vigtige amerikanske serviceindustri, der med 57,1 steg til næsten pre-pandemiske niveauer i juni og langt overgik forventningerne, blev der fyret godt op i Wall Streets kakkelovn.

- Fortsæt med at købe for evigt. Det store billede er, at økonomierne er tilbage til noget, der ligner en V-form igen. Og amerikanske dollar - som sikker havn - svækkes, hvis stemningen er stærk nok, siger valutananlytiker Imre Speizer fra Westpac i Auckland til Reuters.

Optimismen og svækkelsen af dollar kommer trods den hurtige spredning af coronavirus, der ellers kan så tvivl om det globale opsving.

- Det værste er sandsynligvis forbi, men en hurtig og stabil bedring kan ikke tages for givet, siger strateg Terence Wu fra OCBC Bank i Singapore ifølge Reuters.

I USA er et større Miami-område blevet det seneste amerikanske hotspot, som ruller genåbningen tilbage, og har beordret alle restauranter lukket. Og i Australien er grænsen mellem de to største stater - Victoria og New South Wales - lukket kort før midnat i et forsøg på at indkapsle et coronavirus-udbrud i Melbourne.

Men da centralbanker pumper kontanter ind i verdens finansielle system, og økonomiske data viser rekyl i aktiviteten fra april- og maj-nedturen, er det 50-dages glidende gennemsnit for dollar faldet under det tilsvarende 200-dages gennemsnit. Og det er historisk et dårligt signal for den amerikanske valuta.

Dollar koster tirsdag morgen i 107,35 yen mod 107,50 yen mandag eftermiddag.

Pund koster samtidig 1,2500 dollar mod 1,2510 dollar mandag eftermiddag, og euro koster 1,1315 dollar mod 1,1320 dollar mandag.

Læs også
Top job