Valuta

Valuta: Euro styrkes over for dollar på dag med EU-topmøde

Euro styrkes fredag middag over for dollar forud for topmødet i Bruxelles, hvor de europæiske regeringschefer skal prøve at finde fælles fodslag om EU-hjælpepakken, der skal sparke gang i økonomien i de lande, som har været allerhårdest ramt af coronakrisen. 

Den europæiske fællesvaluta lå tidligere på dagen fladt over for dollar. Ifølge nyhedsbureauet Reuters ventes der ikke umiddelbart nogen større nyheder fra topmødet før i aften, men uanset hvad vil en aftale eller et kollaps i forhandlingerne have en enorm påvirkning på euro.

- Et positivt udfald skulle få valutaen til at teste denne uges højdepunkt omkring 1,1450 dollar per euro, vurderer Jeffrey Halley, der er analytiker hos Oanda, ifølge Reuters.

Skulle forhandlingerne mellem de europæiske ledere bryde sammen, kan det sende euro så langt ned som 1,1300 dollar per euro, vurderer han.

En aftale vil gøre euro mere attraktiv som reservevaluta, vurderer Marshall Gittler, der er investeringschef hos BDSwiss, ifølge Reuters. Han tilføjer, at hvis EU vælger at gå videre med hjælpepakken, vil det uanset hvad have langvarige effekter på euro.

Mange investorer venter, at dagens møde i Bruxelles slutter uden en aftale, og at EU-lederne derfor skal mødes igen for at finde et kompromis.

Fredag middag koster euro 1,1429 dollar mod 1,1385 dollar fredag morgen. Dollar koster 107,13 yen per dollar mod 107,25 yen fredag morgen.

Pund koster fredag middag 1,1255 dollar mod 1,2565 dollar per pund fredag morgen.

Læs også
Top job