Valuta

Valuta: Politiske beslutninger i centrum fra ugens start

Valutamarkedet starter ugen stille mandag, hvor investorerne spejder efter nye indikationer om det europæiske hjælpepakke, der har været omdrejningspunkt for EU-topmødet i weekenden.

EU-landenes stats- og regeringschefer har gennem de sidste fire dage forhandlet om EU's næste syvårsbudget i Bruxelles, og de svære diskussioner handler om den fælles pengekasse, og på grund af coronakrisen er landene enige om, at en stor genopretningsfond er nødvendig, men betingelserne har de sværere ved at enes om.

Budgettet for 2021-27 og genopretningspuljen skulle have været færdigbehandlet lørdag, men fortsatte gennem søndagen, og kort før midnat valgte EU-præsident Charles Michel, at der var brug for en pause.

Investorerne holder fast i håbet om, at de europæiske regeringschefer kan bryde dødvandet og få den økonomiske redningsaftale på plads.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal vente af topmødet. Men selvom der ikke skulle blive nogen aftale, vil effekten være begrænset, da euro ser ud til at have et ret stærkt momentum i disse dage, siger seniorstrateg Yukio Ishizuki fra Daiwa Securities i Tokyo til Reuters.

Genopretningsfonden foreslås at blive på 750 mia. euro, som formodentligt vil blive rejst på vegne af alle EU-landede på kapitalmarkederne af EU-Kommissionen. Bliver det til virkelighed, vil det være et historisk skridt mod større finanspolitisk integration for EU, men en mindre gruppe "sparelande" med deltagelse af Danmark presser fortsat på for at reducere fonden og forsøger at begrænse, hvordan udbetalinger fordeles mellem tilskud og lå som skal tilbagebetales.

Og mens de europæiske politikere fortsat slås i Bruxelles, er der opstået en kamp i den amerikanske kongres om en ny coronavirushjælp, hvor republikanere og demokrater er vildt uenige.

- Vi ser mere politisk pres på republikanerne for at gå på kompromis med demokratiske målsætninger, fordi republikanere står dårligt i meningsmålingerne, vurderer valutachef Steven Englander fra Standard Chartered Bank i New York ifølge Reuters.

Euro koster mandag morgen 1,1420 dollar mod 1,1425 dollar fredag eftermiddag, mens dollar ligger i 107,40 yen per dollar mod 107,10 yen fredag.

Pund koster mandag morgen 1,2525 dollar mod 1,2540 dollar fredag eftermiddag.

Læs også
Top job