Valuta
BREAKING

Valuta: Australsk dollar rammer stærkeste niveau i et år

Den australske dollar styrkes tirsdag over for den amerikanske pendant til det stærkeste niveau siden juli sidste år.

Australiens centralbank, Reserve Bank of Australia, har tidligere på dagen offentliggjort referatet fra sit seneste rentemøde, og ifølge nyhedsbureauet Reuters indeholdt det ikke de helt store overraskelser.

Centralbanken afsluttede det seneste rentemøde i starten af juli, og her fastholdt den en toneangivende rente på 0,25 pct., selv om landet på det tidspunkt oplevede, at smitten med corona igen var på vej frem i et par delstater i landet.

I en tale tirsdag har den australske centralbankchef, Philip Lowe, desuden ifølge Reuters udtalt, at selv om han ville foretrække en billigere "aussie", så er valutaens genrejsning på 27 pct. siden et lavpunkt i marts understøttet af fundamentale faktorer.

Den australske dollar koster tirsdag 0,7075 amerikanske dollar mod omkring 0,7011 dollar mandag eftermiddag.

Euro har desuden stabiliseret sig ved middagstid tirsdag, efter at stats- og regeringscheferne i EU på et topmøde tirsdag morgen - det vil sige på femtedagen - blev enige om et kompromis om unionens syvårige budgetramme på 8000 mia. kr.

Oven i er en helt ekstraordinær genopretningsfond på 5580 mia. kr., som coronakrisen har gjort nødvendig, vedtaget.

I første omgang styrkede aftalen euro, men det billede er ændret ved middagstid. Her går der 1,1437 dollar per euro mod 1,1445 dollar mandag.

Et kort øjeblik tirsdag formiddag kostede en euro til sammenligning 1,1467 dollar.

Dollar ligger samtidig i 107,31 yen per dollar mod 107,25 yen mandag.

Læs også
Top job