Valuta

Valuta: Stimuluspakke bag markant euro-styrkelse

Politiske forhold er øverst på dagsordenen i valutamarkedet onsdag morgen.

I USA er republikanere og demokrater i infight for at prøve at nå til enighed om næste runde af økonomiske stimuli, mens enighed i EU om genopretningspakken for de hårdest corona-ramte lande sender den fælles valuta til det stærkeste niveau siden årsskiftet 2018/2019.

Begge dele forbedrer risikobilledet, da vækst synes at være klart indbygget i såvel de amerikanske som de europæiske tiltag, mens stigende håb om udvikling af en vaccine mod covid-19 samtidig reducerer efterspørgslen efter sikre valutariske placeringer.

- Man kan sige, at dollar svækkes på grund af en bevægelse mod mere risikovillighed. Ironisk nok er dollarsvækkelsen blevet øget af bekymring for, at De Forenede Stater ikke gør så meget som europæerne i forhold til stimulans, siger investeringsstrateg Shane Oliver fra AMP Capital Investors i Sydney til Reuters.

Mens de europæiske politikere efter fire døgns forhandlinger blev enige om den 750 mia. euro store pakke til at hjælpe blandt andet Spanien og Italien over de økonomiske effekter af covid-19-pandemien, er republikanere og demokrater i USA fortsat langt fra hinanden i Washington i spillet om, hvor meget der skal bruges på næste runde af coronavirus-lempelser.

Et lyspunkt er dog, at republikanernes leder i det amerikanske senat, Mitch McConnell, støtter en ny runde direkte udbetalinger til amerikanere, hvilket ifølge politiske kommentatorer kan bane vejen for et kompromis.

Investorerne ser frem mod dagens amerikanske data fra boligmarkedet og morgendagens tal for nye ledige, mens fokus fortsat er på det politiske slagsmål om stimulus i USA.

Den markante styrkelse af euro trækker britisk pund med op i værdi mod dollar, mens sterling mod euro svækkes.

Der går således 0,9072 pund på en euro onsdag morgen mod 0,9010 pund tirsdag eftermiddag.

Euro koster samtidig 1,1540 dollar mod 1,1490 dollar tirsdag, og pund koster onsdag morgen 1,2725 dollar mod 1,2750 dollar tirsdag eftermiddag.

Dollar ligger sideløbende i 106,75 yen per dollar mod 106,95 yen tirsdag.

Læs også
Top job