Valuta

Valuta: Presset på dollar letter op til rentemøde i USA

Efter en uges tid med salgspres på den amerikanske dollar pustes der ud på valutamarkedet tirsdag, hvor den amerikanske valuta genvinder lidt terræn.

Det sker op til rentemødet i den amerikanske centralbank, hvor der overordnet ellers ikke ventes at blive pillet ved pengepolitikken, skriver Reuters.

Euro, der mandag kort før klokken 17 nåede det højeste niveau i 22 måneder på 1,1781 dollar, ligger tirsdag eftermiddag i 1,1741 dollar. I dansk regning er dollar styrket lidt til 6,34 kr. fra 6,32 kr. mandag eftermiddag.

Styrkelsen ændrer dog ikke på den underliggende stemning. Flere analytikere vurderer ifølge Reuters, at årsagerne til dollarens nedtur er intakte, herunder et vigende rentespænd over Atlanten, der betyder, at det ikke længere er helt så attraktivt at holde dollar og sikre sig en amerikanske rente frem for den europæiske rente.

Selv om der ikke ventes renteændringer onsdag i USA, så spekuleres der desuden i, at banken vil prioritere at få sat skub i inflationen fremadrettet.

- Feds udvalgsmedlemmer er begyndt at tale regelmæssigt om at lade inflationen stige til lidt over målsætningen før en stramning. Med det in mente vil vi ikke blive overrasket over at se dollar svækkes yderligere, siger markedsøkonom Oliver Jones fra Capital Economics til Reuters.

Økonomen henviser til, at en større tolerance overfor inflation giver plads til mere pres på de amerikanske realrenter og derved mindsker en af de helt centrale begrundelser for at holde dollar.

Over for yen ligger dollar tirsdag eftermiddag fortsat tæt på det svageste niveau siden marts i 105,19 yen mod 105,14 yen mandag eftermiddag. Pund koster 1,2885 dollar mod 1,2897 dollar mandag eftermiddag.

Læs også
Top job