Valuta

Valuta: Dollarsvækkelse i hurtigste tempo i et årti

De seneste ugers svækkelse af dollar fortsætter ufortrødent fredag, hvor porteføljejusteringer op til månedsskiftet sender den amerikanske valuta til det svageste niveau mod euro i mere end to år.

Ses der på udviklingen mod en kurv af valutaer har dollar i juli haft den største svækkelse på en enkelt måned i mere end et årti, i takt med at investorernes frygt for at opsvinget i den amerikanske økonomi bliver afsporet af en ny bølge af coronavirus, der fortsætter med at hærge i mange stater på tværs af USA.

- Roden til dollarsvækkelsen er - som blev fremhævet af Fed-formand Jerome Powell forleden - at de amerikanske coronavirus-tilfælde begyndte at stige i midten af juni, hvilket bremsende forbruget og sendte økonomien ned ad bakke, siger chefstrateg Daisuke Uno fra Sumitomo Mitsui Bank i Tokyo til Reuters.

Torsdag viste den ugentlige opgørelse over nye arbejdsløse 1,434 mio., hvilket tyder på, at opsvinget på arbejdsmarkedet er gået i stå.

Det har hældt koldt vand på håbet om bedring i økonomien i tredje kvartal efter den ødelæggende recession, der foregik med et BNP-drop i det foregående kvartal på ikke mindre end 32,9 pct. - den stejleste nedtur siden den store depression for næste 100 år siden.

Og imens økonomien hoster i takt med de coronaramte, er den amerikanske kongres er ikke kommet tættere på en aftale, der skal forlænge eller erstatte de ekstra 600 dollar per uge i understøttelse til millioner af mennesker, der har mistet deres arbejde på grund af coronaviruspandemien.

Den nuværende aftale udløber ved midnat i dag, fredag.

Oveni er tilliden til den amerikanske valuta undergravet af ingen mindre end den amerikanske præsident, Donald Trump, der torsdag rejste muligheden for at udsætte det amerikanske præsidentvalg i november.

Præsident Trumps forslag om udskydelse af valget - som han ikke kan gøre på egen hånd - blev mødt med en hurtig og usædvanlig skarp republikansk afvisning og signalerede tydeligt, at Trump nu er ved at indse, hvor dybt et hul han har gravet for sig selv ned i, i hans indsats for at blive genvalgt.

- Alene forslaget fra Trump om en udskydelse øger bekymringer for, at valgresultatet vil blive udfordret i november hvis Trump taber, og at vi - måske - nu ikke får resultatet på selve valgnatten på grund af den sandsynligvis større end sædvanlige andel af brevstemmer på grund af pandemien, vurderer valutastrateg Ray Attrill fra National Australia Bank i Sydney i et notat ifølge Reuters.

Euro koster fredag morgen 1,1895 dollar mod 1,1795 dollar torsdag, mens dollar ligger i 104,75 yen per dollar mod 105,05 yen torsdag.

Pund koster fredag morgen 1,3135 dollar mod 1,3035 dollar torsdag eftermiddag.

Læs også
Top job