Fortsæt til indhold

Valuta: Dollarstyrkelse er løbet ud i sandet

Valuta
/ritzau/FINANS

Mandagens styrkelse af amerikanske dollar er tirsdag morgen løbet ud i sandet, da investorerne afvejer blandede, men opmuntrende økonomiske data mod langsomme fremskridt mod endnu en amerikansk redningspakke og endnu en uge med stigende dødsfald grundet coronavirus.

Politikerne på Capitol Hill i Washington skændes fortsat om hvilken form en pakke skal have som forlængelse af den nu udløbne ekstra arbejdsløshedsstøtte, der forsvandt ved udgangen af juli.

Og vigtigheden af en ny pakke er blevet understreget igen og igen af blandt andet topfolk i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, hvor senest Charles Evans fra centralbankens afdeling i Chicago har efterlyst, at politikerne i USA bliver enige.

- Det er meget vigtigt, at der gøres noget. Hvis der går lang tid, uden vi på en eller anden måde adresserer reduktionen og fjernelsen af støtten, tror jeg, det vil vise sig i den samlede efterspørgsel, og det vil være meget dyrt for økonomien, sagde Charles Evans mandag til journalister.

Forbruget står for 70 pct. af den amerikansk økonomi, og dermed vil en nedgang ramme hårdt. Det får investorerne til at vakle i vurderingen af dollarværdien.

- På det her tidspunkt skal markedet beslutte, om det bare er en korrektion, eller om det er en tilbagevenden til dollar-dominans, vurderer analytikere fra ANZ ifølge Reuters.

De peger på, at bedre fremstillingsdata og stærke aktiemarkeder støtter dollar, mens det stadig stigende antal virustilfælde og rigelig likviditet taler imod fornyet dollar-styrke.

Fra Kongressen og fra Det Hvide Hus forlød det mandag, at der er gjort fremskridt i drøftelserne.

Samtidig grundlagde en bedre ekspansion end forventet i Institute for Supply Management's amerikanske fremstillingsindeks også en positiv tone for dollar.

Men dataene forbliver dog langt under niveauet fra før virusudbruddet, og beskæftigelsesindekset lå under prognosen på et stadigt aftagende niveau på 44,3.

- Genopretningen kan ikke fremskyndes med en virus, der stadig ikke er under kontrol i store segmenter af den globale økonomi, vurderer chefstrateg Alan Ruskin fra Deutsche Bank.

Euro koster tirsdag morgen 1,1770 dollar mod 1,1740 dollar mandag, mens dollar ligger i 106,10 yen per dollar mod 106,15 yen mandag.

Pund koster tirsdag morgen 1,3085 dollar mod 1,3040 dollar mandag eftermiddag.