Fortsæt til indhold

Valuta: Vækstopbremsning og corona-advarsler styrker dollar

Valuta
/ritzau/FINANS

De seneste dages dollarstyrkelse fortsætter torsdag morgen, som følge af udsigten til fortsat økonomisk afmatning i Europa og USA på baggrund af fornyet bekymring over anden bølge af coronavirusinfektioner.

Ifølge analytikere er der stor sandsynlighed for, at dollarstyrkelsen fortsætter, da det stigende antal coronavirusinfektioner sammenholdt med den amerikanske centralbank, Federal Reserves, seneste advarsler om, at den amerikanske økonomi har brug for mere finanspolitisk stimulans, får investorer til at vende de mere risikable aktiver ryggen og i stedet placere likviditeten i de traditionelt sikre valutariske zoner.

- Der sælges risiko over hele linjen, og der er en stor afvikling af dollar-shorts. Spørgsmål om coronavirus og behovet for endnu mere stimulus vender kapitalstrømmene mod dollar, siger valutastrateg Yukio Ishizuki fra Daiwa Securities i Tokyo til Reuters.

Dollar er styrket siden mandag, da de fortsat øgede coronavirusinfektioner på det europæiske fastland og i Storbritannien underminerer investorens optimisme med hensyn til den fremtidige vækst.

Markedsdeltagerne kan senere torsdag få mere vished om vækstudsigterne, når data om det tyske forretningssentiment, Ifo-undersøgelsen, fremlægges.

Undersøgelsen ventes at vise en forbedring af forretningsstemningen i Tyskland, der er Europas største økonomi. Men det er næppe nok til at ændre stemningen for den fælles valuta, der allerede har lidt et knæk, efter at undersøgelser offentliggjort onsdag viste, at nye restriktioner for at dæmpe den genopblussede coronavirus har sendt eurozonens serviceindustri i negativt territorium.

Den seneste positive stemning over for de mere risikable aktiver er også fordampet yderligere, efter at amerikanske data onsdag viste, at forretningsaktiviteten bremsede op i september.

Sideløbende advarede adskillige af den amerikanske centralbanks topfolk om, at der er behov for yderligere statsstøtte for at styrke økonomien i USA - støtte som politikerne i Washington har sloges om siden før månedsskiftet.

Euro koster torsdag morgen 1,1665 dollar mod 1,1685 dollar onsdag, mens dollar ligger i 105,40 yen per dollar mod 105,29 yen onsdag.

Pund koster samtidig 1,2720 dollar mod 1,2760 dollar onsdag eftermiddag.