Fortsæt til indhold

Valuta: Dollar i bakgear inden første valgdebat på tv

Valuta
/ritzau/FINANS

Den amerikanske dollar svækkes lidt frem mod første tv-debat mellem USA's præsident, Donald Trump, og hans udfordrer, Joe Biden fra Demokraterne, tirsdag aften amerikansk tid.

Siden midten af september er dollar ellers igen blevet styrket pænt oven på massive svækkelser over foråret og sommeren, der en kort overgang sendte euro helt op i nærheden af 1,20 dollar.

Tirsdag morgen koster en euro 1,1673 dollar mod 1,1643 dollar ved dansk lukketid mandag.

Over for den japanske yen svækkes den amerikanske dollar til 105,51 yen per dollar fra 105,62 yen per dollar mandag eftermiddag dansk tid.

- Hvis debatten sender Trump på bagbenene, og Biden holder sin føring, tror jeg, at det kunne få folk til at sælge ud af dollar. Markedet har fladet lidt ud siden midten af september. Spørgsmålet er, hvad trenden i oktober bliver, siger Daisuke Karakama, der er cheføkonom hos Mizuho Bank, til nyhedsbureauet Reuters.

Han peger på, at investorerne også fortsat holder godt øje med forhandlingerne omkring en eventuel ny finanspolitisk hjælpepakke fra politikerne i USA, efter at de seneste samlede coronatiltag udløb med udgangen af juli.

Demokraterne og Republikanerne kan dog fortsat ikke blive enige om størrelsen på en ny hjælpepakke, men mandag afslørede Nancy Pelosi, leder af det demokratiske flertal i Repræsentanternes Hus, at Demokraterne er klar med en ny hjælpepakke på 2200 mia. dollar.

Det skulle være et forsøg på et kompromis, idet Demokraterne tidligere har sigtet efter et omfang på 3000 mia. dollar, mens Republikanerne gerne vil have en noget mindre hjælpepakke.

Andetsteds styrkes det britiske pund på optimisme omkring sandsynligheden for at nå en handelsaftale med EU inden brexit-deadline, der hastigt nærmer sig.

Pund koster tirsdag morgen 1,2859 dollar mod 1,2841 dollar per pund ved dansk lukketid mandag.

I løbet af natten har pund endda været oppe i nærheden af 1,2900 dollar.

Selv om briterne og EU fortsat synes langt fra hinanden, er det stadig muligt at nå en aftale, lyder det ifølge Reuters fra EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.