Fortsæt til indhold

Valuta: Dollar svækkes mod yen på håb om Biden-sejr og hjælpepakke

Valuta
/ritzau/FINANS

Storbankerne satser i stigende grad på, at demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, kan trække sig sejrrigt ud af kapløbet om pladsen i Det Hvide Hus, og det svækker fredag dollar over for den kinesiske valuta yuan.

Det vurderes nemlig mindre sandsynligt, at USA med Joe Biden i spidsen vil fortsætte Donald Trumps handelskrig mod Kina.

- Meningsmålingerne viser, at Biden fører. Det betyder, at risikoen for at en ny handelskrig er blevet mindre, så det mener jeg er positivt for yuan, siger Ken Cheung, chefstrateg for asiatisk valuta hos Mizuho Bank i Hong Kong, ifølge Reuters.

Fredag handles dollar i 6,6870 yuan mod 6,7410 yuan per dollar torsdag eftermiddag.

Med til forklaringen på styrkelsen af yuan er dog også, at valutaen kommer fra en lang handelspause på grund af de kinesiske handelsdage kaldet Golden Week, der sluttede 7. oktober.

Markedets sats på en sejr til Joe Biden er yderligere med til at øge risikoappetitten, da der ifølge Reuters er en forventning hos flere af de amerikanske storbanker om, at en demokratisk sejr både i præsidentvalget, men også i Senatet, kan føre til en større hjælpepakke, end hvis Donald Trump fortsætter.

- Der er et mærkbart fald i den forventede volatiliet omkring valgdatoen, hvilket antyder, at markedet er blevet mere sikker på udfaldet, og at det er tilfreds med det ventede resultat, siger Marshall Gittler, chef for investeringsresearch hos BDSwiss Group, til Reuters.

Euro handles fredag eftermiddag i 1,1802 dollar mod 1,1748 dollar torsdag eftermiddag. Pund koster fredag 1,2945 dollar mod 1,2927 dollar torsdag.