Valuta: Små udsving i hovedvalutaer mens kinesiske yuan svækkes
Investorerne holder sig tilbage mandag morgen, hvor der lægges vægt på forhandlingerne om en amerikansk stimuluspakke, som i weekenden løb ind i modstand, mens store dele af de finansielle markeder i USA - inklusiv det vigtige T-bond marked - holder forlænget weekend for Columbus Day.
Sent fredag tilbød USA's præsident Donald Trump en 1800 mia. dollar stor pakke til coronavirushjælp under forhandlinger med demokraternes chefforhandler, Nancy Pelosi, og kom dermed langt tættere på demokraternes forslag på 2200 mia. dollar.
Men Trumps tilbud har siden tiltrukket sig kritik fra adskillige publikanere i Senatet, hvoraf mange er begyndt at blive nervøse over den stærkt stigende statsgæld og samtidig bange for, at en så stor aftale vil koste republikanerne støtte i det kommende præsidentvalg.
Flere og flere investorer har allerede startet indprisning af den demokratiske præsidentkandidat, Joe Biden, potentielle valgsejr 3. november, hvilket - hvis det bliver den jordskredssejr, der kan give demokraterne flertal i begge kamre - kan resultere i endnu mere finanspolitisk coronastøtte.
- I det store og hele har det overordnede billede ikke ændret sig ret meget, konstaterer valutachef Kyosuke Suzuki fra Societe Generale i Tokyo over for Reuters.
Euro koster mandag morgen 1,1815 dollar mod 1,1815 dollar fredag eftermiddag, mens dollar ligger i 105,55 yen per dollar mod 105,70 yen fredag.
Pund koster mandag morgen 1,3025 dollar mod 1,3000 dollar fredag eftermiddag.
KINESISK CENTRALBANK TÆNKER FREMAD
I Kina vil centralbanken, People's Bank of China, sænke reservekravsprocenten for finansielle institutioner, når de foretager en valutaterminsforretning. Det oplyser banken i en meddelelse, der svækker offshore yuan og bringer værdien tæt på onshoremarkedets.
Baggrunden skal findes i den forventede styrkelse af den kinesiske valuta i takt med at brugen af yuan som international betalingsmiddel fremadrettet, som de finansielle myndigheder ønsker at få lagt låg over.
- Myndighederne har ikke stillet sig i vejen for yuanstyrkelse, men dette skridt kan ses som et tegn på, at de vil bremse hastigheden af værdiforøgelsen, vurderer cheføkonom Khoon Goh fra ANZ i Singapore ifølge Reuters.
Hans fortolkning er, at reduktionen af reservekravet har til formål at tilskynde virksomhederne til at afdække valutarisiko. Det forbedrer samtidig strukturen på valutamarkedet ved at gøre det lettere for udenlandske investorer at afdække deres onshore porteføljeinvesteringer.
Mandag morgen koster dollar 6,7195 onshore yuan mod 6,6945 yuan inden weekende.
I offshore-handlen koster dollar mandag 6,7175 yuan mod 6,6900 yuan fredag.






