Valuta: Dollar fastholder fremdrift efter fredagsdyk
Dollar har tirsdag middag indtaget styrkepositionen i forhold til euro og yen.
Det sker, mens aktørerne i de finansielle markeder ser en stigende sandsynlighed for, at den demokratiske kandidat, Joe Biden, afløser Donald Trump som den næste amerikanske præsident ved valget den 3. november.
En sejr til Joe Biden vil belaste dollar, fordi demokraten antages at ville spille ud med højere selskabsskatter.
Men dollar er i fremdrift, efter at dollarindekset fredag i sidste uge ifølge Reuters var tæt på sit laveste niveau i tre uger, og sammen med investorernes præference for dollar på bekostning af de mere risikobetonede valutaer giver det tirsdag styrke til den amerikanske valuta.
Tirsdag middag koster euro 1,1791 dollar mod 1,1795 dollar tirsdag morgen og 1,1815 dollar mandag eftermiddag, mens dollar ligger i 105,48 yen per dollar mod 105,35 dollar tirsdag morgen og 105,30 yen mandag eftermiddag.
Valutahandlerne giver tirsdag den australske dollar en hård medfart, efter at Kina har stoppet kulimport fra Australien. Tirsdag middag koster en australsk dollar 0,7194 amerikanske dollar mod 0,7213 amerikanske dollar mandag eftermiddag.
Tilsvarende er der fortsat pres på britiske pund efter tirsdagens triste nøgletal for det britiske arbejdsmarked i august. De viste et fald i beskæftigelsen på 153.000 arbejdspladser eller fem gang så mange som ventet ifølge Bloomberg News.
Pund koster ved middagstid tirsdag 1,3028 dollar mod 1,3040 dollar tirsdag morgen og mod 1,3060 dollar mandag eftermiddag.






