Fortsæt til indhold

Valuta: Dollar svækkes under usikkerhed om hjælpepakke

Valuta
/ritzau/FINANS

Usikkerheden om, hvorvidt der kan nås enighed om en ny coronahjælpepakke i USA kombineret med stigende smittetal i Europa skaber en forsigtig stemning tirsdag.

Tidligt tirsdag eftermiddag ligger dollar en smule svækket i 1,1811 dollar per euro sammenlignet med 1,1775 tirsdag morgen. Mandag eftermiddag lå dollar i 1,1782 per euro.

- Valutamarkederne er i et vent-og-se-humør, hvor investorerne ikke vil tage store sats før så stor en begivenhed, siger Lee Hardman, valutastrateg hos MUFG i London, til Reuters.

Nancy Pelosi, der er leder af Demokraternes flertal i Repræsentanternes Hus, har sat tirsdag som deadline for forhandlingerne om en hjælpepakke med Det Hvide Hus.

Det britiske pund koster tidligt tirsdag eftermiddag 1,2952 dollar mod 1,2944 dollar tirsdag morgen. Mandag eftermiddag kostede det britiske pund 1,2998 dollar.

Investorerne kigger efter indikationer på, hvor sandsynligt det er, at Storbritannien og EU bliver enige om en skilsmisseaftale inden udgangen af året.

- Financial Times rapporterede dog sent i går, at EU både er villige til at gå på kompromis og intensivere forhandlingerne, hvilket var to af briternes krav for at fortsætte forhandlingerne. Det betyder, at forhandlingerne måske kan startes op igen senere på ugen, endda så tidligt som allerede onsdag eller torsdag, skriver Mikael Olai Milhøj, senioranalytiker i Danske Bank, i en kommentar tirsdag formiddag.

Danske Banks hovedscenarie er, at det lykkes parterne at blive enige om en aftale, men at det formentlig først vil ske i november.