Fortsæt til indhold

Valuta: Stimuluspakke, corona-eksplosion og brexit-aftale i fokus

Valuta
/ritzau/FINANS

Investorerne holder sig tilbage mandag morgen, hvor det igen er forhandlingerne om en amerikansk stimuluspakke og den omsiggribende corona-spredning, der dominerer investorernes indstilling.

Og mens coronatilfældene stiger med foruroligende hast til nye daglige højder i både USA og Europa, synes forhandlingerne om en amerikansk støttepakke igen at have ramt en mur.

USA registrerede i weekenden det højeste antal nye covid-19 sager nogensinde, mens Italien og Spanien igen har lukket ned under en frisk bølge af infektioner, der fejer hen over Europa.

Fra Washington lød det søndag fra Repræsentanternes Hus-formand Nancy Pelosi, at hun venter et svar fra Det Hvide Hus i dag om den seneste stimulusplan. Men der har ikke været håndgribelige tegn på, at en langvarig aftale faktisk er rykket nærmere.

- Kombinationen af tilbagevendende håb om en finanspolitisk pakke før valget og nyhederne om Covid og potentielt strengere nedlukninger er nok til at tage en bid ud af aktiemarkedet, siger valutastrateg Ray Attrill fra National Australia Bank i Sydney til Reuters.

Det seneste dyk i S&P 500 futuren, der falder 0,6 pct. mandag morgen, spilder over i valutamarkedet, hvor markedsdeltagerne i forvejen er forsigtige forud for det amerikanske valg 3. november.

Det sender kapital mod de traditionelt sikre valutariske placeringer som japanske yen og amerikanske dollar.

Analytikerne regner med, at en Joe Biden-sejr i næste uge vil indvarsle øget sandsynlighed for en stor amerikansk stimuluspakke og en svækkelse af dollar, især hvis demokraterne vinder kontrol over Senatet.

- Der er intet, der tyder på, at Bidens stemmeforspring er indsnævret, men man må vente, at risikostemningen vil blive en anelse mere forsigtig, når vi kommer tættere på næste tirsdag, siger Ray Attrill, der ser en klar Biden-sejr som katalysator for en kortsigtet stærkt risikovillig reaktion og en deraf følgende dollarsvækkelse.

For sterlings vedkommende er der fortsat håb om et gennembrud i handelsdødvandet mellem Storbritannien og EU.

I løbet af weekenden sagde Storbritanniens minister for Nordirland, at der er en god chance for en handelsaftale. Men Downing Street er under stor pres, for mens premierminister Boris Johnson stædigt fastholder, at forhandlingerne er forbi, og at Storbritannien skal gøre sig klar til er EU-exit uden en aftale, forlyder det fra Washington, at den britiske regering ikke skal vente en handelsaftale med USA, medmindre Storbritannien respekterer Langfredags-aftalen og indgår en aftale med EU.

Euro koster mandag morgen 1,1835 dollar mod 1,1830 dollar fredag eftermiddag, mens dollar ligger i 104,90 yen per dollar mod 104,85 yen fredag.

Pund koster mandag morgen 1,3030 dollar mod 1,3055 dollar fredag eftermiddag.