Fortsæt til indhold

Valuta: Dollar holder fast i fremgangen op til valget

Valuta
/ritzau/FINANS

Dollar holder mandag morgen fast i den seneste uges styrkelse over for euro. Sidste uges kursfald på aktiebørserne løftede interessen for dollar som sikker havn, og euro blev samtidig tynget torsdag, da den Den Europæiske Centralbank, ECB, stillede nye pengepolitiske lempelser i udsigt til december.

Investorer holder ifølge Reuters samtidig fast i dollar som følge af usikkerhed op til tirsdagens præsidentvalg i USA.

Demokraternes kandidat, Joe Biden, fører i meningsmålingerne, men der er så tæt løb i en række stater, at præsident Donald Trump stadig kan nå de nødvendige 270 valgmænd for at opnå genvalg.

Oven i kan en afgørelse trække ud på grund af mange brevstemmer som følge af coronaudbruddet.

- Volatiliteten på valutamarkedet kan vare ved langt ud over valgdagen, fordi der er stor risiko for, at den tabende kandidat vil bestride valgresultatet, skriver analytikere fra Commonwealth Bank of Australia i et notat ifølge Reuters.

Mandag morgen er der dog relativt roligt på valutamarkedet.

Euro koster 1,1632 dollar mod 1,1648 dollar fredag eftermiddag og omkring 1,1835 dollar for en uge siden. Dollar ligger i 104,72 yen mod 104,55 yen fredag.

Der går 6,4010 kr. på en dollar mod 6,3920 kr. fredag eftermiddag.