Valuta: Dollar holder fast i fremgang forud for valget
Den amerikanske dollar holder mandag eftermiddag fast i sidste uges fremgang, efter at sidste uges nedtur på aktiebørserne løftede interessen for dollar som sikker havn.
Den fælleseuropæiske valuta, euro, blev samtidig tynget torsdag, da den Den Europæiske Centralbank, ECB, stillede nye pengepolitiske lempelser i udsigt til december.
Det amerikanske valg ventes at give store udsving i valutaerne, idet udfaldet kan have betydelige konsekvenser for dollars udsigter over de kommende måneder.
Demokraternes kandidat, Joe Biden, fører i meningsmålingerne, men der er så tæt løb i en række stater, at præsident Donald Trump stadig kan nå de nødvendige 270 valgmænd for at opnå genvalg.
Oven i kan en afgørelse trække ud på grund af mange brevstemmer som følge af coronaudbruddet.
En sejr til Biden kan ifølge Reuters sandsynligvis ramme dollar på forventningerne om en stor finanspolitisk hjælpepakke. En overraskende Trump-sejr kan øge usikkerheden på kort sigt.
- Volatiliteten stiger, fordi likviditeten til afdækninger omkring valget er meget tynd, siger Jordan Rochester, der er valutaanalytiker hos Nomura, til Reuters, idet kan fremhæver, at handlerne generelt afdækker deres positioner for et fald i euro og en stigning i dollar.
Euro har også været ramt i den seneste uge af den store stigning i covid-19-tilfælde, der ifølge Reuters er fordoblet på fem uger samtidig med, at de samlede antal smittede er gået forbi 10 mio.
- Den amerikanske dollar fortsætter med at drage fordel af en forværring af vækstudsigterne for Europa, siger Lee Hardman, der er valutaanalytiker hos MUFG, til Reuters.
Euro koster 1,1651 dollar mod 1,1648 dollar fredag eftermiddag og omkring 1,1835 dollar for en uge siden. Dollar ligger i 104,62 yen mod 104,55 yen fredag.
Mandag eftermiddag går der 6,3905 kr. på en dollar mod 6,3920 kr. fredag eftermiddag.








