Valuta: Japanske yen mister covid-attraktion grundet vaccinenyhed
Investorerne har travlt med at afvikle lange positioner i japanske yen, efter at positive nyheder om udviklingen af en coronavirusvaccine har øget optimismen for et globalt økonomisk opsving.
Det er den amerikanske lægemiddelgigant Pfizer, der i samarbejde med den tyske partner Biontech via omfattende klinisk forsøg har udviklet en vaccine, der er mere end 90 pct. effektiv til forebygge covid-19.
Det har fået investorerne til at kaste sig over de risikofyldte aktive og samtidig afvikle de defensive investeringer, der blandt andet indebærer salg af japanske yen, der har fungeret som sikker parkeringsplads for ledig likviditet under pandemien.
Det gav mandag anledning til en mere end 2 pct. svækkelse af den japanske valuta, inden en stabilisering satte ind, i takt med at euforien lagde sig en anelse.
- Det, der er vigtigt ved bevægelserne natten over, er, at den har stoppet den aktuelle tendens, hvor amerikanske dollar svækkes i stedet for yen, når markedet skifter risikotendens. Yuan og euro blev styrket i forhold til dollar, da aktierne steg på Joe Bidens valgsejr. Men bevægelsen natten over har vendt tingene tilbage til det, som markederne normalt gør, når risikolysten øges: de amerikanske statsobligationsrenter stiger, og yen svækkes mere end dollar, siger chefstrateg Masafumi Yamamoto fra Mizuho Securities i Tokyo til Reuters.
Så sent som mandag advarede den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i den halvårlige rapport om USA's finansielle stabilitet om, at hvis ikke coronasmitten inddæmmes og bekæmpes, kan der ske store fald i risikoaktiver.
Nogle analytikere vurderer, at de finansielle markeder har overreageret på de positive covid-nyheder, fordi der stadig er mange spørgsmål om vaccinens effektivitet ved forskellig etnicitet og alder, og om immunitetens varighed.
- Måske overreagerede markedet på vaccinen, taget i betragtning at der stadig er lang vej til at bevise, at den er sikker. Det, de har vist, er, at den er rimeligt effektivt. Sikkerhed er næste trin. Da markedet fik set på de resultater, der er skrevet med småt, bakkede de måske lidt ud af handlen, siger valutaanalytiker Imre Speizer fra Westpac i Sydney til Reuters.
Euro koster tirsdag morgen 1,1825 dollar mod 1,1805 dollar mandag eftermiddag, mens dollar ligger i 104,85 yen per dollar mod 105,45 yen mandag.
Pund koster tirsdag morgen 1,3180 dollar mod 1,3135 dollar mandag eftermiddag.




