Fortsæt til indhold

Valuta: Euro gør comeback oven på dyk efter vaccinenyt

Valuta
/ritzau/FINANS

Euro er torsdag eftermiddag styrket over dollar, efter en periode hvor den amerikanske dollar har vundet frem over for den europæiske valuta, siden Pfizer og samarbejdspartneren Biontech mandag offentliggjorde positive vaccinedata mandag.

Meldingen sendte fra ugens start investorerne ud af aktier og ind i obligationer, men trafikken er så småt vendt, og en del af gevinsterne er taget hjem igen.

- Vi så dollar-renterne stige klart mere, end renterne steg i Europa, og det har alt andet lige været med til at styrke dollar, siger valutastrateg i Jyske Bank Morten Hassing Povlsen til Ritzau Finans.

- Men nu ser vi, at der er kommet mere ro på, og derfor tager man nok lidt profit hjem på bevægelserne.

Euro koster torsdag eftermiddag 1,1792 dollar mod 1,1757 dollar onsdag eftermiddag, mens dollar ligger i 105,20 yen mod 105,62 yen onsdag.

Pundet svækkes derimod, hvilket Reuters forklarer med svage væksttal fra Storbritannien.

Økonomien voksede godt nok med 1,1 pct. i september fra august, men økonomer havde ventet en stigning på 1,5 pct.

Fremgangen i tredje kvartal fra andet kvartal var 15,5 pct., mens økonomerne havde ventet 15,8 pct.

- Det svagere end ventede tal vil bremse den seneste fremgang i pundet og vil give anledning til et realitetscheck for markedet, siger vice president Sam Cooper fra Silicon Valley Bank til Reuters.

Han gør samtidig opmærksom på mulig modvind til pundet fra de igangværende brexitforhandlinger. Desuden er den britiske økonomi hårdt ramt af pandemien, der gør særligt ondt på servicesektoren, der er relativt stor i Storbritannien.