Valuta: Dollar svækkes efter aftagende vaccineoptimisme
Dollar ligger fredag eftermiddag svækket overfor euro og yen, efter at det stigende antal smittetilfælde med coronavirus har reduceret investorernes risikoappetit.
Den gode stemning, som dominerede markedet efter mandagens positive vaccinenyhed fra Pfizer og Biontech, og som fik investorerne til at gå over i dollar, er dermed fortsat med at aftage fredag.
Investorerne blev torsdag mere risikoforskrækkede af meldingerne fra både Den Amerikanske Centralbank (Federal Reserve) og Den Europæiske Centralbank (ECB), som begge har understreget, at fremtiden for økonomien er usikker.
Markedet er fanget mellem håbet om en vaccine og virkeligheden med et stigende smittetal med coronavirus, siger valutaanalytiker Jeremy Strech til Reuters.
- Den negative nyhedsstrøm med stigende smittetal giver en dynamik med mindre risiko, men det ser ud til, at markedet stadig vil forsøge at slutte ugen med lidt mere risiko, siger analytikeren til Reuters.
Den japanske yen forsætter fredag med at indhente mandagens tab, hvor yen gik tilbage med omkring 2 pct. overfor dollar i kølvandet på vaccinenyheden fra Pfizer.
Euro koster fredag eftermiddag 1,1815 dollar mod 1,1811 dollar torsdag eftermiddag, mens dollar ligger i 104,90 yen per dollar mod 105,13 yen torsdag.
Fredagens nøgletal fra eurozonen viste, at den økonomiske vækst i eurozonen var 12,6 pct. i tredje kvartal i forhold til kvartalet før, mens væksten i bruttonationalproduktet var negativ med 4,4 pct. i forhold til samme kvartal sidste år.
Det var stort set som ventet af analytikerne.







