Valuta

Valuta: Euro falder efter kommentar fra ECB-medlem om rentesænkning

Der er plads til en endnu lavere rente i eurozonen, lyder det ifølge Reuters onsdag fra centralbankchefen i Holland og rådsmedlem i Den Europæiske Centralbank, Klaas Knot.

Og en lavere rente kan blive til virkelighed, hvis det bliver nødvendigt at understøtte økonomien og nå ECB's inflationsmål på 2 pct.

Kommentaren er den mest konkrete fra ECB om en rentesænkning, som er blevet mere og mere en mulighed i den senere tid for at forhindre et stormløb mod euro, fremgår det af Reuters.

Euro koster onsdag ved 13.30-tiden 1,2113 dollar mod 1,2168 dollar tirsdag eftermiddag.

Ifølge forlydender er ECB i gang med at undersøge, hvorvidt den amerikanske centralbank Federal Reserves økonomiske linje i USA er med til at styrke euroen. Og ECB-topchef Christine Lagarde har da også flere gange sagt, at ECB nøje overvåger styrken for den fælles valuta.

Oveni venter investorerne på kommentarer fra den amerikanske centralbank i forlængelse af det pengepolitiske møde i Federal Reserve, der afsluttes onsdag aften. Centralbankchef Jerome Powell vil sandsynligvis igen fremsætte en forpligtelse til at fortsætte den ultra-lempelige pengepolitik.

Sideløbende spejder investorerne efter nyt fra Washington, hvor fremskridt i de amerikanske hjælpepakker granskes.

Senest har Demokraternes flertalsleder i Senatat, Chuck Schumer, oplyst, at demokraterne vil forsøge at få meget af præsident Joe Bidens massive støttepakke igennem Kongressen via en flertalsafstemning. Det er uklart, om de har stemmer nok til at sætte republikanske indvendinger ud på et sidespor.

Læs også
Top job