Valuta: Dollar holder fast i styrkelse efter aktienedtur
Der er torsdag eftermiddag faldet noget mere ro på valutamarkedet, hvor dollar holder fast i onsdagens pæne gevinst over for euro.
Den amerikanske valuta er vanen tro blevet brugt som tilflugtssted, da aktiekurserne raslede ned onsdag, men i takt med at roen så småt har indfundet sig på aktiebørserne, er der også faldet ro på dollar.
- Det ser ud til, at der har været tale om nervøse investorer, der lukker positioner ned sidst på måneden, snarere end nyheder, der har ændret udsigterne radikalt, siger valutastrateg i Nordea Niels Christensen.
Han venter, at udviklingen i euro/dollar fortsat vil blive styret af aktiemarkedet senere i eftermiddag, selv om der er faldet mere ro på markedet, og der kommer en række amerikanske nøgletal.
Euro koster torsdag eftermiddag 1,2110 dollar mod 1,2090 dollar onsdag eftermiddag og 1,2168 tirsdag.
Medvirkende til at svække euro onsdag var også et signal fra det hollandske medlem af Den Europæiske Centralbank, Klaas Knot, om, at rentenedsættelser stadig er en mulighed trods den ultralempelige pengepolitik.
I USA havde centralbanken ingen ændringer med efter onsdagens rentemøde.
- De var vel næsten så neutrale, som de kunne være, og gjorde alt for ikke at sende nye signaler, vurderer Niels Christensen.
Han mener i øvrigt heller ikke, at man kan vente sig andet af Federal Reserve, så længe der ikke er vished for, hvor stor en hjælpepakke, de amerikanske politikere ender med at enes om. USA's præsident, Joe Biden, har foreslået en pakke til en værdi af 1900 mia. dollar.
Dollar ligger torsdag middag også nogenlunde stille i 104,32 yen mod 104,10 yen onsdag og 103,60 yen natten til onsdag, inden uroen for alvor ramte aktiemarkederne.






