Valuta

Valuta: Finansiel riskovillighed bag markedsbevægelser

Der er roligt på valutamarkedet fredag morgen, hvor investorernes øjne er fokuseret på risikovilligheden i de finansielle markeder.

De store udsving på aktiemarkederne - og især Wall Street - de seneste dage har sendt valutamarkedet i pendulsvingninger i takt med stigninger og fald i efterspørgslen efter sikre aktiver og dermed også dollar og yen.

Torsdag steg det amerikanske aktiemarked oven på onsdagens udsalg, men fredag morgen er der igen drop i de store amerikanske indeksfutures, der spilder over på de asiatiske aktiebørser.

Et sæt let skuffende vækstdata fra USA har lagt låg over optimismen, mens regnskabssæsonen har haft en solid start. Sideløbende er investorernes bekymringer over hedgefonde, der sælger lange positioner for at dække short-positioner, lettet en anelse.

Til gengæld er der fortsat usikkerhed omkring den amerikanske præsident Joe Bidens corona-støttepakke, og det frygtes, at pakken ikke vil være helt så stor som de hidtil foreslåede 1900 mia. dollar.

Ifølge data fra CME er der dog fortsat stor tiltro til, at markedet igen vil vende, og at det vil give sig udslag i en svækket dollar.

- Brede forventninger til en enorm obligationsudstedelse, og Federal Reserves støtte betyder, at vi på mellemlang sigt forventer yderligere svækkelse af amerikanske dollar, siger chefstrateg Michael McCarthy fra CMC Markets i Sydney til Reuters.

En af de ting som holder markedet tilbage er Den Europæiske Centralbank (ECB), der for nylig er begyndt at skærpe signalerne omkring den styrkelse, som den fælles valuta har været udsat for.

En mulighed for ECB kunne være at reducere indskudsrenten for at kontrollere styrkelsen af euro.

- Vi begynder at høre øget retorik fra ECB, og det får mig til at tro, at de bliver lidt mere aktive med hensyn til euro-styrkelsen, siger chefstrateg Bipan Rai fra CIBC Capital iToronto til Reuters.

Euro koster fredag morgen 1,2100 dollar mod 1,2125 dollar torsdag, mens dollar ligger i 104,50 yen mod 104,30 yen torsdag.

Pund koster fredag morgen 1,3705 dollar mod 1,3725 dollar torsdag eftermiddag.

Læs også
Top job