Valuta

Valuta: Sidelinjen er det foretrukne opholdssted inden joprapport

Der er stilstand på valutamarkedet fredag morgen, hvor kursudsving begrænses til yderst snævre intervaller, mens markedsdeltagerne afventer den vigtige amerikanske arbejdsmarkedsrapport senere fredag.

Amerikanske dollar starter dagen i let svækket tilstand efter torsdagens tegn på en stærk jobgenopretning, idet antallet af amerikanere, der indgiver ansøgning om arbejdsløshedsunderstøttelse, faldt til under 500.000 i sidste uge for første gang siden covid-19-pandemien satte ind for mere end et år siden.

Man selvom et stærkt opsving i jobskabelsen kan puste til inflationsbekymringerne, har den amerikanske centralbanks renteudvalg - Federal Open Market Committee - hidtil bagatelliseret risikoen for højere renter og indikeret, at en stramning af de stimulerende tiltag ikke vil komme på dagsordenen i nær fremtid.

- Markedet er overbevist om, at Federal Reserve ikke vil foretage sig noget, før USA ser fuld beskæftigelse. Det betyder et positivt miljø for risikovillige aktiver som aktier. Jeg hører ofte snak om, at det er en fin ide at sælge dollar. Spørgsmålet er så, hvad man skal købe i stedet, siger valutachef Bart Wakabayashi fra State Street i Tokyo ifølge Reuters.

Ifølge analytikere er det alene højere renter, der kan styrke dollar, mens en stærk amerikansk økonomi vil tynge valutaen, idet importen øges, og det i forvejen enorme handelsunderskud vokser sig endnu større.

Det amerikanske handelsunderskud steg til rekord på 74,4 mia. dollar i marts, og intet tyder på, at underskuddet bliver mindre i fremtiden. Det gør USA mere og mere afhængig af langsigtede udenlandske investorer til at finansiere underskuddet, og som resultat af det svækkes dollar.

Den amerikanske arbejdsmarkedsrapport ventes at vise en jobskabelse på 1 mio. nye arbejdspladser, mens arbejdsløsheden estimeres at falde til 5,8 pct.

Euro koster fredag morgen 1,2065 dollar mod 1,2055 dollar torsdag, mens dollar ligger i 109,15 yen mod 109,10 yen torsdag.

Pund koster fredag morgen 1,3905 dollar mod 1,3885 dollar torsdag eftermiddag.

Læs også
Top job