Centralbankmeldinger styrer valutaerne
Der er ikke de store udsving i de tunge valutakryds fredag morgen, hvor yen dog holder fast i sin styrkelse fra torsdag, mens særligt den australske dollar svækkes i lyset af forventningen om en rentesænkning fra landets centralbank, Reserve Bank of Australia, ved det snarlige rentemøde her.
Også den newzealandske dollar er på vej mod endnu en svækkelse set over ugen - ligeledes i forventning om, at der kommer yderligere tiltag fra Reserve Bank of New Zealand, når dennes ledere mødes næste gang - den 11. august.
I Japan holder yen fast i sin styrkelse fra torsdag, der opstod efter udtalelser fra chefen for den japanske centralbank (Bank of Japan), Haruhiko Kuroda, som fastslog, at der ikke lige nu er brug eller mulighed for at sende helikopterpenge ud i økonomien som en ny stimulus.
Det styrkede yen fra et niveau omkring 107 yen per dollar torsdag morgen til 105,60 yen per dollar. Da det senere kom frem, at interviewbidden med Kuroda, der kom fra BBC Radio 4, var en måned gammel, blev yen igen svækket til i underkanten af 106,50 yen per dollar, men fredag morgen er styrkelsen igen taget til, og en dollar koster 105,82 yen.
Yen er dog fortsat også svækket betragteligt, siden premierminister Shinzo Abe sikrede sig en ny tørn i spidsen for Japan og straks lovede flere stimuli til økonomien. Siden da er yen svækket fra et niveau omkring 100,50 yen per dollar.
- Markederne venter stimuli fra alle de tre centralbanker. Det langsigtede syn på de valutaer er "bearish," siger Ric Spooner, der er markedsstrateg hos CMC Markets, til Bloomberg News.
Den australske dollar svækkes til 1,3374 australske dollar per amerikansk af slagsen mod 1,3334 australsk dollar per amerikansk ved dansk lukketid torsdag.
Den newzealandske dollar er samtidig svækket til 1,4289 per amerikansk dollar mod 1,4032 new zealandsk dollar per amerikansk ved dansk lukketid fredag i sidste uge.
Rentemødet i den japanske centralbank finder sted den 29. juli, mens mødet i den australske pendant er den 2. august, og rentemødet i Reserve Bank of New Zealand finder sted den 11. august.
Ritzau Finans
/ritzau/FINANS