- Opdateret 07/11/2017 kl. 08:25
Mærsks flagskib fortsætter på ret kurs - men koncernen ramt af stort underskud
A.P. Møller-Mærsk er kommet ud af tredje kvartal med et underskud på 1,539 mia. dollars.
A.P. Møller-Mærsk har nu fået rettet så meget op på udviklingen i flagskibet Maersk Line, at det store rederi igen har sikret sorte tal på bundlinjen. Rederiet sejlede et overskud på 220 mio. dollars hjem til det store konglomerat i juli, august og september, viser regnskabet for tredje kvartal fra A.P. Møller-Mærsk. Resultatet skal ses i forhold til det minus på 116 mio. dollars, som Maersk Line blev ramt af i samme periode sidste år.
Flagskibet har dog ikke kunnet sikre et overskud i hele konglomeratet. Hele koncernen - både den fortsættende del og de dele af forretningen, som skal skilles ud - kom ud af tredje kvartal med et underskud på 1,539 mia. dollars. Heraf bidrog de fortsættende dele af A.P. Møller-Mærsk med et underskud på 120 mio. dollars, mens de dele, der skal udskilles fik et underskud på 1,419 mia. dollars.
Resultatet for tredje kvartal er betydeligt dårlige end i samme periode sidste år, hvor resultatet for koncernen landede på 438 mio. dollars. På direktionsgangen i A.P. Møller-Mærsk hæfter man sig dog ved, at det i tredje kvartal lykkedes at skille sig af med to store dele af selskabet.
»Jeg er tilfreds med de aftaler, vi indgik i Q3, hvorefter Total S.A. overtager Mærsk Olie & Gas A/S og A.P. Møller Holding A/S overtager Maersk Tankers A/S, hvilket viser god fremgang i arbejdet med separationen af forretningsenhederne under Energy. Selvom løsninger for Maersk Drilling og Maersk Supply Service stadig skal defineres før udgangen af 2018, vil fremtidens Maersk i endnu højere grad nu kunne drage fordel af sin stærke position indenfor inden for Transport & Logistics,« lyder det fra Søren Skou, der er topchef i A.P. Møller Mærsk i forbindelse med regnskabet.
Ser man på omsætningen i A.P. Møller-Mærsk steg den med næsten 1 mia. dollars i kvartalet.
»Omsætningen i Transport & Logistics voksede med 14 pct. og, var først og fremmest drevet af højere omsætning i Maersk Line. Markedsforholdene forblev positive med vækst i den globale containervolumen på 5 pct. i tredje kvartal sammenlignet med samme periode sidste år, og en stigning i den nominelle kapacitet på 3 pct. Imidlertid medførte tiltag relateret til genopretningen af forretningen efter cyberangrebet en negativ udvikling i Maersk Lines transporterede mængder på 2,5 pct. og en stigning i enhedsomkostningerne på 3,9 pct. ved faste bunkerpriser,« lyder det videre fra Søren Skou.