Fortsæt til indhold

Torm vil børsnoteres i USA

Børsnoteringen ventes gennemført inden slutningen af 2017.

Investor

Rederiet Torm ansøger om børsnotering på Nasdaq-børsen i USA. Forventningen er, at Torm kan gennemføre børsnoteringen inden udgangen af 2017.

Formålet med dobbeltnoteringen er at give investorerne mulighed for at handle deres A-aktier på en amerikansk børs og med tiden øge likviditeten i Torm's A-aktier.

»I 2016 tog vi det første skridt hen imod en børsnotering i USA, da vi gennemførte omstruktureringen af koncernen og etablerede Torm plc. En notering i USA er det næste oplagte skridt for Torm plc. Vi har fortsat fokus på at udvide vores investorgrundlag i USA, og den dobbelte notering understreger denne målsætning,« siger adm. direktør, Jacob Meldgaard i en pressemeddelelse.

Hvis det lykkes at børsnotere selskabet i New York vil det ikke være første gang. Torm har tidligere haft en såkaldt ADR-notering i New York. Det havde de frem til sommeren 2013, hvor selskabet valgte at forlade den amerikanske børs, fordi det dengang blev vurderet som værende i selskabets bedste interesse.

Torm vurderer, at en ny børsnotering i USA vil tiltrække flere investorer og vil gøre aktien mere synlig for internationale investorer. Dette forventer man vil styrke selskabets strategiske og finansielle fleksibilitet.

Efter noteringen vil Torms A-aktier være noteret til handel på både Nasdaq København under symbolet "TRMD A" og på Nasdaq New York under symbolet "TRMD". Der vil ikke blive udstedt nye Torm-værdipapirer i forbindelse med noteringen af aktierne på Nasdaq i New York.

Udmeldingen om børsnoteringen kommer oven på Torms 3. kvartals regnskab, der viste røde tal på bundlinjen og en presset indtjening. Ifølge direktøren, Jacob Meldgaard, skyldes det et, i øjeblikket, svagt fragtmarked.

Torm er en af verdens førende transportører af raffinerede olieprodukter og har aktiviteter i hele verden.

Artiklens emner
Torm