Investor

Vestjysk Bank-topchef: Ro på bagsmækken giver ny søgning mod banken

Ro efter kriseår i Vestjysk Bank vinder nye og gamle kunder, siger direktøren.

Adm. direktør i Vestjysk Bank, Jan Ulsø Madsen. Foto: Gregers Tycho.

Efter en række kriseår fik Vestjysk Bank i tredje kvartal sine kapitalforhold på plads, hvilket banken mærker en positiv effekt af på omfanget af kundehenvendelser.

Det siger bankens administrerende direktør, Jan Ulsø Madsen, efter at en gruppe langsigtede danske investorer har overtaget statens aktier i banken, og der efterfølgende blev gennemført en aktieemission.

- Det har givet ro og gør faktisk også, at vi nu får en del henvendelser både fra helt nye kunder, men også tidligere kunder, som nu ønsker at komme tilbage igen.

- Det tror vi helt klart har noget at gøre med, at vi nu har fået ro på bagsmækken og fået vores kapitalforhold på plads, så de kan se, at banken nu er kommet igennem krisen og fortsætter uændret, siger Jan Ulsø Madsen i et interview med Ritzau Finans.

Han siger, at banken i en længere periode har haft et godt indløb af nye privatkunder, men nu gælder det også erhvervskunderne.

- Det er en meget stor tilfredsstillelse for hele organisationen, at vi kan se, at vi kan tiltrække nye og spændende forretninger.

- Det gælder nu også erhvervskunder, som er begyndt at søge mod banken igen, og der tror jeg helt afgjort, at det har en stor betydning, at vi har fået kapitalbasen på plads, siger Jan Ulsø Madsen.

Bankens egenkapital er efter gennemførelsen af sine kapitalplaner øget fra 1,6 mia. kr. per 30. juni 2017 til 2,5 mia. kr. ved udgangen af tredje kvartal.

Dermed har banken en kapitalprocent på 18,7, hvilket langt overstiger det individuelle solvensbehov på 10,6 pct., svarende til en overdækning på 1251 mio. kr.

- Det gør, at vi fra at have haft det meget svært pludseligt har det meget fint, og vi ligger nu i den bedste tredjedel af gruppe-2-pengeinstitutterne, siger Jan Ulsø Madsen.

Læs også
Top job