Arkil opjusterer: Efteråret har overgået forventningerne
Entreprenørkoncernen Arkil har klaret sig bedre end forventet i årets første ni måneder, og derfor venter selskabet nu at tjene flere penge end tidligere.
Arkil opjusterer forventningerne til 2017 og regner nu med et overskud før skat på 90-120 mio. kr., hvor det tidligere har spået et plus 60-90 mio. kr. Omsætningen forventes fortsat at lande på 3100 mio. kr.
- Opjusteringen sker blandt andet på baggrund af det realiserede resultat for de første ni måneder af 2017, og at udviklingen hen over efteråret har været mere positiv end tidligere forventet, skriver Arkil i en meddelelse til fondsbørsen.
Da Arkil kom med årsregnskab for 2016 i marts, var forventningerne et overskud før skat på 60-90 mio. kr. og en omsætning på 3000 mio. kr.
Til sammenligning fik selskabet sidste år et overskud på blot 5 mio. kr. - blandt andet som følge af problemer på tre større byggeprojekter.
Arkil offentliggør regnskab for tredje kvartal onsdag 29. november.

