Investor

Verdens største aktiemarked overraskede negativt: Har vi nået toppen?

Det ledende amerikanske aktieindeks faldt mandag, selv om flere havde spået, at det ville stige som følge af skattereform.

Køb flere eller sælg nu? Med mindre man har et bakspejl, er det svært at vide om en aktie vil gå op eller ned. Heller ikke for handlerne her på Wall Street i New York. foto: Richard Drew

Er toppen på den lange optur på aktiemarkederne nået, og står vi nu over for en nedtur? Det spørgsmål stiller nogle i investeringsbranchen nu sig selv, efter at det amerikanske aktiemarked meget overraskende sluttede mandagen med fald.

»Det er én af de ting, man skal være opmærksom på,« siger Henrik Henriksen, der er chefstrateg i pensionsselskabet PFA.

Flere analytikere havde ventet, at det amerikanske aktiemarked ville slutte med pæne stigninger i går, fordi Senatet i løbet af weekenden havde stemt et forslag til en skattereform igennem.

Selv om der dog stadig venter en del arbejde for de amerikanske politikere i Kongressen, inden en reform bliver til lov, er én af de store knaster i forhold til den længe ventede reform blevet høvlet væk.

Det reagerede investorerne positivt på i begyndelsen af mandagens handel, men efter kort tid blev den positive stemning vendt til fald på aktiemarkederne. Det ledende S&P 500-indeks sluttede dagen med et lille fald, mens teknologiindekset Nasdaq sluttede dagen med et fald på mere end 1 pct.

At markedet faldt på en positiv nyhed kan indikere, at vi står på eller nærmer os en foreløbig top på det amerikanske aktiemarked, lyder det fra PFA.

»Det kunne det godt være. Vi mangler en korrektion på 5 pct., som vi ikke har set på det globale aktiemarked siden brexit. Det er den længste periode i nyere tid uden en korrektion,« siger Henrik Henriksen.

Morten Kongshaug, der er investeringsstrateg i Industriens Pension, vurderer også, at mandagens fald kan være en foreløbig top på aktiemarkedet.

»Det ser ret toppish ud i USA i øjeblikket, og på tre måneders sigt er det svært at se, at markedet ikke er overkøbt. Så det vil ikke undre mig, hvis vi skal 2-3 pct. ned på amerikanske aktier. Men det skal helst sive ned, for hvis det falder med 2-3 pct. i løbet af kort tid, vil det trække resten af verden med ned,« siger Morten Kongshaug.

Selv om man i PFA peger på, at vi kan have nået en foreløbig top, forventer man dog ikke, at vi står over for en længerevarende nedtur.

»Den globale økonomi ser stadig god ud, og pengepolitikken er stadig lempelig, så 2018 ser også positiv ud,« siger Morten Kongshaug.

I Danske Bank mener man, at man ikke skal lægge det store i mandagens udvikling.

»Det er mere udtryk for, at man nu forventer at skattereformen kommer igennem. Og så har vi set buy the rumor sell the fact,« siger Tine Choi Danielsen, der er chefstrateg i Danske Bank.

Danske Bank anbefaler derfor stadig, at man har en overvægt af aktier.

Læs også
Top job