Fortsæt til indhold

Danske vækstsucceser gør sig bemærket på svenske mikrobørser

Siden sin børsnotering i juli er aktien steget 174 pct. i Omnicar.

Investor
/ritzau/FINANS

De to danske teknologiselskaber Omnicar og Realfiction stryger til tops på de svenske mikrobørser. I 2017 voksede de to aktier mest på de svenske mikrobørser, hvilket de ikke kunne have gjort i Danmark, ifølge en af topcheferne.

Det skriver dagbladet Børsen.

Siden Omnicar blev børsnoteret på Aktietorget i juli, er aktien steget med 174 pct. fra noteringskursen på 5,4 svenske kr. Realfiction blev noteret på First North i maj og er siden vokset med hele 163 pct. siden introduktionsprisen på 7,6 svenske kr.

- Jeg er utroligt glad og stolt over, at aktien er blevet så velmodtaget. Og det er den jo, fordi vi har leveret de resultater, som vi sagde, vi ville levere i forbindelse med vores introduktion, siger Claus T. Hansen, administrerende direktør i Omnicar, til dagbladet Børsen.

Han mener ikke, at aktien villet have oplevet samme vækst, hvis selskabet var noteret i Danmark.

- I Sverige har vi haft handel hver dag. Målet var at sikre en attraktiv investering, hvor man nemt kunne komme ind og ud. Det tror jeg ikke, vi kunne i Danmark, siger direktøren til avisen.

Aktietorget i Sverige ser store muligheder i mindre danske selskaber som Omnicar, og har derfor planer om at åbne en afdeling i Danmark til sommer.

Artiklens emner
Omnicar